Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/220

Denne siden er korrekturlest
202
Sverre Sigurdssøn.

ryddet det hele Skib, fældet mange af Huuskarlene, og drevet de fleste overbord. Du kom Kongen, der imidlertid havde faaet Nys om hvad der foregik, til, fik standset Striden og meglet et Forlig. Kort efter holdt han et Thing i Byen, for at tale Alvors-Ord til Folket. Han begyndte sin Tale saaledes: „Vi takke alle de engelske Mænd for deres Hidkomst, dem som have bragt Hvede, Honning, Meel eller Klæde hid til Byen, ligeledes alle dem, der have bragt Lærred eller Liin, Vox eller Kjedler, saavel som dem, der ere fra Orknøerne eller Hjaltland, Færøerne eller Island, og overhoved alle, der have bragt saadanne Sager til Landet, der ej kunne undværes, og som tjene til Landets Bedste. Men Tydskerne derimod, som ere komme hid i stor Mængde og med store Skibe i den Hensigt, at udføre herfra Smør og Skreid, hvorved Landet lider et stort Tab, medens de derimod i Stedet indføre Viin, som baade mine Mænd og Bymændene eller Kjøbmændene have givet sig til at kjøbe, sig selv og andre ikke til Baade men derimod til stor Vaade, da mange for den Sags Skyld have mistet Liv eller Lemmer, andre bære andenslags Meen deraf al deres Tid, og have i det mindste lidt stor Beskjæmmelse ved Hugg eller Slag – disse Tydskere er jeg lidet taknemlig for deres Ferd, og saafremt de ville beholde Liv og Gods, maa de see til at komme herfra jo før jo heller: deres Nærværelse her har været os og vort Rige til liden Tarv.“ Kongen gik siden over til at skildre alle sørgelige Følger af Drukkenskab, og indskjærpede saavel sine Mænd, som Kjøbmændene og Bønderne deres Pligter baade mod sig selv og mod den offentlige Orden og gode Skik. Udtrykkeligt bød han sine egne Mænd at være fredsommelige og skikkelige i deres Opførsel mod Kjøbmænd og Bønder. Hans Tale gjorde et godt Indtryk, og fandt meget Bifald af alle forstandige Mænd, om man just ikke kan antage, at hans Trusler til Tydskerne havde synderlige Følger, thi et eneste saaledes lejlighedsviis udtalt Magtsprog kunde og burde ikke have nogen varig Indflydelse til at hemme Handelsforholdenes naturlige Udvikling og Vareomsætningens Gang, og det vilde have baadet Landet lidet, om det skulde have tabt Afsætning paa sit Smør og sin Skreid, alene for at nogle Hirdmænd og Kjøbmænd ej skulde forledes til Drukkenskab. En anden Sag var det, om man kunde tiltro Sverre saa stor Fremsynethed, at han allerede skulde have forudseet det Handelstyranni, Tydskerne siden vilde komme til at udøve, og derfor havde søgt at kvæle det i Fødselen. Men saa vidt gik dog neppe enten hans eller andre Regenters Indsigter paa den Tid; hans Trusel til Tydskerne var vistnok ene fremkaldt ved den øjeblikkelige Uvilje, han følte over de forefaldne Uordener, og Hensigten dermed var vel heller ikke at forbyde Tydskerne for stedse Adgang til Riget, men kun at hemme Uordenerne for den Gang, og give Ophavsmændene en vel fortjent