Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/223

Denne siden er korrekturlest
235
1187. Erkebiskop Eysteins Forhold.

det kan antages, at han allerede da gjorde Begyndelsen til den gjennemgribende Udvidelse og Ombygning af Christkirken, som gav den dens endelige Form, og gjorde den til den skjønneste Pragtbygning i hele Norden. Den hele Sammenhæng hermed er for Resten meget dunkel, og vi vide ej, hvor stor Deel Eystein kan have havt i Arbejdet: betydeligt kan det imidlertid i de faa Aar efter hans Tilbagekomst fra England ej have været. Dog erfarer man, at hvad der end i Eysteins Tid kan være gjort eller ej, saa maa dog Choret have været bragt i nogenlunde brugelig Stand, da der ellers ikke vel strax efter hans Død kunde holdes Taler i det, saaledes som det nedenfor vil blive omtalt; og det er derfor muligt, at hvad der i Eysteins Tid udrettedes, kun har været en foreløbig Udvidelse af Choret i simplere Stiil, der siden maatte vige for prægtigere Arbejde[1]. At Eystein saa vidt muligt begunstigede Kuvlungerne, er ovenfor omtalt som det sandsynlige, og sees saavel deraf at to af hans egne nærmeste Frænder, Baard Saala og Peter Glipsa, vare i Jon Kuvlungs Tjeneste, og netop som Erkebiskoppens Frænder højt agtede af denne, som at han i det Hele taget lagde sine Sympathier for det Parti, der nu repræsenteredes af Kuvlungerne, aabenbart for Dagen. Saaledes viste han sig særdeles venlig mod den islandske Prest Ingemund Thorgeirssøn, den ved Rydjøkel faldne Are Thorgeirssøns Broder, der i Aaret 1185 besøgte Norge tilligemed sin Broder Thorvards Søn Agmund og Thorgeir, en Søn af Biskop Brand i Hole[2]. Eystein gav ham strax Jons-Stuken (St. Johannes Kapell) i Christkirken til at holde Messe i, havde ham Juul og Paaske til sin Gjest, og viste ham megen Hæder. Da Thorgeir, som havde tilbragt Vintren i Erkebiskoppens Huus, Vaaren efter (1186) rejste hjem til Island, blev Ingemund tilbage, og udnævntes til Prest i Stadsbygden, hvor han opholdt

    fare, i Kuvlungernes Hær, paa det første Tog til Nidaros et Vers, hvori han opfordrede til at ødelægge Birkebeinerne, og bruge det prøvede Sverd haardt og tidt, idet han tillige ønskede alt ondt over Sverre; blandt Birkebeinerne var en Blakk Skald, der paa Toget sydefter deels opfordrede til at stride tappert mod Kuvlungerne, deels triumferede over deres Nederlag ved Rott. „Nu kunne Klipperne ved Tunsberg,“ heder det, „gjenlyde af anden Tale, end deres forrige Pralerier, thi Ravnene mættedes ved Rott og Bølgen vælter de saarede Kroppe.“

  1. Ved Chorets Udvidelse maatte der ogsaa fornemmelig være Tale om at anbringe en ny Forbindelse mellem dette og Kapitelhuset; og saaledes er det da ej usandsynligt, at den nuværende Skraagang, der forener dem, men som tydeligt kan sees ej at være den oprindelige, skyldes Eysteins seneste Byggetid.
  2. Om Ingemunds tidligere Liv, og hans Forhold til Broderen Ares Søn Gudmund, der siden blev Biskop, se Sturlunga-Saga, I. Cap. 125–127.