Liv og Ejendom, den øvrige Besætning skaanedes paa Liv og Lemmer, men alt det Gods som ellers fandtes i Borgen, og det var saare meget, navnlig en Mængde kostbare Sager, der tilhørte Kong Sverre, blev Kuvlungernes Bytte. Da de havde plyndret Borgen, satte de Ild paa den og brede den ned. Foruden det store Bytte, de havde gjort i Borgen, og som de deelte mellem sig, da de kom ned igjen til Byen, brandskattede de ogsaa denne betydeligt, for, som de sagde, at gjengjelde Bymændene deres Fiendskab og Modstand. Bymændene foretrak at betale fremfor at see Husene afbrændte over deres Hoveder. Kuvlungerne bleve ikke længe der, og skyndte sig at udruste nogle Skuder, for at vende søvejs tilbage: Bymændene lagde dem ingen Hindringer i Vejen, da de kun ønskede, snarest muligt at blive af med dem. Just som Kuvlungerne havde faaet Skuderne færdige, blev der talt om at man saa Krigsfolk komme udenfra over Byaasen, og at det neppe kunde være nogen anden end Kong Sverre. Da bleve Kuvlungerne heel forskrækkede, skyndte sig alt hvad de kunde ned til Skibene, kastede Tjeldene af og roede i flyvende Fart ud af Elven. Bymændene gave dem det Ønske med, at de aldrig maatte komme tilbage. Det Hele var kun blind Allarm, thi Sverre var paa denne Tid endnu langt borte[1]; men efter al Sandsynlighed var Rygtet om den sig nærmende Hær udspredt af Bymændene selv, for at de derved paa letteste Maade kunde blive de besværlige Gjester kvit, og dette lykkedes dem fuldkommen. Kuvlungerne fortsatte Rejsen udefter Fjorden og ned til Bergen, betegnende sin Vej ved alle Slags Voldsomheder; de plyndrede alle de Fragtskibe, som de traf, navnlig et Islandsfarerskib, kaldet Stangarfolen, der allerede var paa Udrejsen, men af Modvind var drevet tilbage til Norges Kyst. De toge her hver eneste Penning, som fandtes ombord. Ogsaa i Bergen viste de sig heel overmodige og ustyrlige, hvilket var meget uklogt, da de derved lagde sig ud med Indbyggerne, som ellers vistnok vare langt tilbøjeligere til at holde med dem, end med Kong Sverre. Presten Ingemund Thorgeirssøn, der oftere er omtalt, kom just i denne Tid tilbage fra England paa et Skib, fuldt ladet med Viin, Honning, Hvede, Klæde og mange andre gode Harer. Kuvlungerne vilde strax plyndre Skibet. Ingemunds Brodersøn Agmund Sneis[2], der paa samme Tid opholdt sig i Bergen og blev meget af-
- ↑ Der fortælles nemlig, som vi ville see, kort efter om Sverre, at han kom søndenfra til Bergen. Havde han virkelig været i Throndhjem med sin Flaade, vilde han da være kommen nordenfra.
- ↑ Agmund Sneis, en Søn af Thorvard Thorgeirssøn, se ovenfor II. S. 959, var som oven berettet, rejst fra Island paa samme Tid som Ingemund, men havde, som det synes, opholdt sig den hele Tid i Bergen, eller maaskee endog i Tunsberg hos Jon, der, som Sturlunga Saga siger, viste ham megen Ære.
