Det er ovenfor berettet, hvorledes Erling, strax efter at have faaet sin Søn Magnus tagen til Konge i Bergen, drog med ham, Dronning Ingerid, Arne Kongsmaag og flere af sine Tilhængere til Danmark, for at anmode Valdemar om Bistand imod Haakon Herdebreid og dennes Parti, og hvorledes Valdemar ogsaa lovede at hjelpe Magnus til at erhverve Norges Krone, imod at faa den Deel af Landet, som de ældre Danekonger, Harald Gormssøn og Sven Tjugeskegg havde havt, nemlig Viken indtil Rygjarbit. Der tales imidlertid intet om, at Erling virkelig fik en saadan Hjelp, og det synes overhoved, som om det ikke kostede ham saa megen Anstrengelse at overvinde Haakon. Muligt, at han ej behøvede større Bistand fra Valdemar, end den, som bestod deri, at denne ikke kom hans Modstandere til Hjelp; men for dette alene var rigtignok den betingede Priis altfor høj. Da Erling nu heldigt havde overvundet først Haakon Herdebreid, og siden Sigurd Markusfostre, uden nogen Hjelp fra Valdemar, lod han ogsaa sin Søn Magnus krone, uden at spørge Valdemar ad, eller at gjøre nogen Mine til at aftræde ham Viken. Valdemar var imidlertid ikke til Sinds at lade det bero hermed, men saa snart han hørte, at Erling havde adspredt alle sine Modstanderes Flokke, sendte han nogle af sine Mænd med Breve til Erling og Magnus, hvori han mindede dem om den trufne Aftale, og gjorde Fordring paa Viken. Dette Gesandtskab maa være indtruffet i Bergen strax efter Kroningen, altsaa paa en Tid, da Erling mindre end nogensinde kunde føle lig opfordret til at efterkomme Fordringer om at afstaa nogen Deel af Riget. Da Erling havde modtaget Brevene, raadførte han sig med sine Mænd om Sagen, men alle svarede eenstemmigt, at Danerne ikke skulde faa det aller mindste af Norge, og at den Tid havde været værst for Landet, da Danerne havde havt Magten. Erling holdt imidlertid gode Miner med de danske Sendebud, og da de trængte paa at han skulde give et endeligt Svar, bad han dem at vente lidt indtil Høsten, og da følge med ham til Viken, hvor han vilde give dette Svar, naar han først havde hørt de forstandigste Vikverjers Mening. Sendebudene fandt sig heri, og droge om Høsten i Følge med Erling til Tunsberg. Herfra sendte Erling Mænd over til Sarpsborg, og lod tilstevne Borgarthing for de fire Fylker, hvoraf Viken nu bestod. Til den bestemte Thingtid begav Erling sig derhen med sit Følge, hvoriblandt Danekongens Sendemænd. Da Thinget var sat, traadte Erling frem, underrettede Forsamlingen om, hvilken Aftale han tidligere havde indgaaet med Danekongen, og sagde, at han vilde holde den, hvis Bønderne i Viken samtykkede i, heller at tjene Danekongen, end Magnus, der nu var indviet og kronet til Riget. Bønderne svarede:
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/24
Denne siden er korrekturlest
6
Magnus Erlingssøn.
