Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/242

Denne siden er korrekturlest
224
Sverre Sigurdssøn.

Nogle Danske, Gøter, Nordmænd og andre Nordboer[1] vare saa ivrige i at efterkomme Opraabet, der sandsynligviis ogsaa strax blev forkyndt i det øvrige Norden, at de endnu i 1188 kom afsted, begave sig til Frisland, og fortsatte Rejsen i Forening med en frisisk Flaade, til hvilken der siden ogsaa slog sig flamske og engelske Skibe; de udrettede paa Vejen store Bedrifter i Portugal mod de Vantroende, navnlig hjalp de Kong Sancho at indtage Silves i Algarve, og kom i Løbet af det følgende Aar til Palæstina, hvor de deeltoge i Belejringen af Acre. Men hine bleve derimod ikke færdige med deres Udrustninger, førend i 1191, og skjønt de alle femten indbyrdes ved Ed havde forbundet sig til at gjøre Toget sammen, var det dog, da det kom til Stykket, kun fem, der bleve deres Løfter troe, hvoriblandt Aage, Søn af Stig Hvide[2], Alexander, en Systersøn af Erkebiskop Absalon, og den forhen omtalte Sven Thorkilssøn, Simon Kaaressøns Ven og Hjelper. De udrustede fire Skibe, af hvilke Aage og Alexander vare sammen om eet, de øvrige tre havde hver sit. Men imidlertid havde Ulf af Lauvnes med 200 Nordmænd taget Korset, og forbundet sig til at gjøre Følge med dem, hvilket de danske Høvdinger, som man kan see, ansaa for en stor Fordeel, paa Grund af Ulfs Krigserfarenhed, Dygtighed i Sømandskab og Kjendskab til Farvandene. Det er allerede forhen nævnt, at Ulf rimeligviis har været Befalingsmand i Ranafylke; her, ved den danske Grændse, kunde ogsaa det almindelige Opraab i Danmark lettest naa ham; det er endog ikke usandsynligt, at de pavelige Udsendinger selv have været i Kongehelle og prædiket Korstog. Merkeligt er det dog, og vidner om stor Iver for den hellige Sag, at Ulf, den gamle ivrige Birkebein, kunde overvinde alt Nag mod Heklungernes og Varbelgernes Venner, de danske Høvdinger, ja endog gjøre fælles Sag med Sven Thorkilsson selv, der næsten kunde ansees som Varbelgerflokkens Stifter. Men Æsbern Snares velmeente Ord, at indbyrdes Fejder nu maatte tilsidesattes for det store Foretagende, blev i det mindste her ærligt og oprigtigt fulgt, og Religionens hellige Sag gjorde dem til Venner og Staldbrødre, som

  1. Dette siges udtrykkeligt af Bernardus Thesaurarius: Nordmand, Gøter og øvrige Beboere af de Øer, der ligge mellem Norden og Vesten, stridbare Folk, høje af Væxt, foragtende Døden, bevæbnede med Øxer, og sejlende paa runde Skibe, der kaldes „Snekker,“ jvfr. Vinisauf, II. 2S. Men din dette Tog nævnes intet i vore egne Kilder.
  2. Denne Stig Hvide er vel den samme som den i vore Sagaer omtalte Stig Hvitaleder i Skaane, gift med Kong Valdemar den 1stes Søster Margrete, og Fader til Christina, der blev gift med den svenske Kong Karl Sverkessøn (Fagrskinna Cap. 213, Knytlinga Saga Cap. 93). Aage var saaledes en Systersøn af Kong Valdemar.