hidtil havde været bitre Fiender. De danske Skibe samlede sig ved Hals i Jylland, hvorfra de sejlede forbi Lesø, og efter en haard Storm kom ind til Eykerøerne ved Indløbet til Gøta-Elven. Imidlertid havde Ulf tilligemed de norske Korsfarere allerede ligget længe i Kongehelle[1] og ventet paa dem. Han blev derfor saare glad ved at erfare deres Ankomst til Skjærgaarden, begav sig strax ned til dem, bød dem velkommen, og tog dem med sig i Land, med stor Venlighed og Høflighed, „ikke som ubekjendte Fremmede, men som Landsmænd og Deeltagere i det samme Foretagende, og hædrede dem ved Gaver og allehaande Tjenester.“ Dagen efter kom han fuldt udrustet og rejsefærdig ned, for nu at blive med som Ledsager og Anfører. Af de Mænd, der vare i hans Følge, fordeelte han de med Farvandene og Skjærene mest bekjendte ombord paa de danske Skibe for at lodse dem langs Norges Kyster. Med gunstig Vind sejlede man nu over Folden, og styrede mod Tunsberg. Paa denne Sejlads stødte et af de danske Skibe mod et Skjær, saa at det nær havde forliist og kun ved store Anstrengelser kom af. Ulf blev overmaade forbitret paa den, han havde sat til Lods, og vilde have ladet ham hænge eller lemleste, men de Danske bade for ham, saa at han slap. De kom heldigt til Tunsberg, hvor nogle lagde til Bryggen, andre, som helst ønskede al undgaa Trængselen af de mange Skibe i Havnen, lagde sig længer ude[2]. De besluttede her at eftersee og istandsætte Skibene,
- ↑ Kongehelle kaldes ved denne Lejlighed civitatula, d. e. en liden By.
- ↑ Tunsberg beskrives ved denne Lejlighed heel nøje. Enkelte Dele af denne Beskrivelse have ovenfor været gjengivne, men da det er af Interesse, at kjende den fuldstændigt, meddeles den her i sin Heelhed. „Havet,“ heder det, „indskyder her en dyb Bugt, og adskiller ved mange Bøjninger flere Øer fra Fastlandet, af hvilke een ved Navn Nøterø (her skal læses Nioterey, ikke, som den med Navnet ubekjendte Kirchmann har læsk det, Mocerei), strækker sig lige over for Byen, og ved sin Beliggenhed skaffer Byen dens Havn. Ved denne er der anbragt Brygger for Skibene. Der fiskes en stor Mængde Saltvandsfisk, men paa Ferskvand er der Mangel. Byen er temmelig folksom ved Sommertid, formedelst den Mængde Skibe, der komme fra Alverdens Kanter. Den har hæderlige Indbyggere af begge Kjøn, udmerkede ved deres Gavmildhed og Rundhaandethed i at yde Almisse, men det slemme Fylderi og hyppige Drukkenskab forstyrrer Hyggen i Selskaberne, og giver endog stundom Anledning til Blodsudgydelse. Tæt ved Byen hæver det sig et Bjerg, stejlt paa alle Kanter, ligesom den sterkeste Borg, man kan ikke komme derop uden ad en eneste smal Vej, og den er enda gjort ved Kunst, saa at, naar den tillukkes, er det neppe muligt for nogen Fiende at storme Bjerget. Øverst oppe paa dette kneiser en smukt bygget Kirke, indviet St. Michael, der med sine Ejendomme ernærer et Konvent af Præmonstratenserbrødre, der holder til i Byen. (Dette Konvent er Olafsklostret, til hvilket altsaa, som man seer, Michaelskirken oppe paa Bjerget
