Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/245

Denne siden er korrekturlest
227
1191. Korstog fra Danmark og Norge

til Byen, og de maatte vente i længere Tid paa halv. Dette havde nær givet Anledning til en Fornyelse af de samme Scener, som for faa Aar siden havde fundet Sted. Sverres Advarsler og Trusler ved den Lejlighed havde nemlig ikke frugtet stort: Fylderiet herskede endnu lige saavel som før, og Havnen var opfyldt af Skibe fra de fleste Lande i Europa, navnlig tydske, hvis tidligere Bortviisning altsaa, som det ovenfor ytredes, ej kan have havt synderligt at betyde. Det var uundgaaeligt, at ved en saadan Forsamling af alskens fremmede Søfolk, der vistnok alle efter Evne deeltoge i Svirelagene, maatte hyppige Uordner forefalde. De danske Korsfareres Mandskab kunde heller ikke modstaa Fristelsen. En Nat, da nogle af dem, efter et saadant Drikkelag, sværmede berusede om paa Gaden, mødte de en fornem Kone, og tillode sig Uartigheder mod hende; hendes Ledsagere kom hende til Forsvar, dette gav Anledning til Trætte og Slagsmaal, der greb videre om sig, indtil, som det siges, hele Byen omsider greb til Vaaben. Da kom en Deel anseede Mænd, saavel danske som norske, til, fik de Stridende adskilte og hindrede Blodsudgydelse; de, der ved deres usømmelige Opførsel havde fremkaldt Slagsmaalet, maatte bøde, og til Forebyggelse af lignende Ubehageligheder besluttede de danske Høvdinger heller at forlade Byen, og lagde sig for det første ilde i Florevaag, idet de kun ventede paa Ulf, der blev tilbage i Byen for at oppebie Kongen, heel utaalmodig over at den bedste Tid af Aaret saaledes gik tabt. Kort efter indtraf imidlertid Sverre, da man mindst ventede det – saaledes var hans Viis – og lagde sig med sine Skibe ganske i Nærheden af de danske, skjønt just ikke i samme Havn, maaskee ved Kleppestød. Allerede Natten efter sin Ankomst roede han i en liden Baad, hvori der foruden ham kun var to andre, ganske sagte hen til de danske Skibe, for nærmere at betragte dem, og med egne Øjne at udspejde hvad der kunde være af Vigtighed at iagttage. Dette var maaskee kun en Ytring af hans sædvanlige Forsigtighed og Lyst til, personlig at undersøge alt, hvad der foregik i hans Nærhed, men han havde her en særskilt Opfordring til at være paa sin Post; det kunde nemlig neppe andet end forekomme ham paafaldende at see de danske Herrer, med hvis Udsendinger han havde taget Afsked i Oslo, nu liggende ved Bergen, der var saa langt ude af deres Vej, og da dette var saa kort efter Varbelger-Oprøret, og dertil Sven Thorkilssøn, Varbelgernes forrige Hjelper, selv var en af Anførerne, ej at tale om det Venskab, Erkebiskop Absalon viste den mod Sverre fiendtligt sindede Erkebiskop Erik, hvorom nedenfor: maatte man saaledes visselig have al Grund til at frygte for, at det foregivne Korstog

    det castrum; det maa være „Sverresborg,“ man seer saaledes ogsaa heraf at den var ældre end 1193, se ovenfor. S. 199.