de et Fartøj, for at tilbagelægge den øvrige Deel af Vejen til Søs. De maatte ogsaa paa denne Fart døje meget ondt, deels formedelst Vinterstormene, der oprørte Havet, deels ogsaa ved Skibsfolkenes Uredelighed og Sørøveres Angreb. Endelig kom de til det hellige Land (1192), men kunde ej faa deres Lyst, at kæmpe med de Vantroende, tilfredsstillet, da Kong Richard af England netop havde sluttet sin bekjendte treaarige Fred eller Stilstand med Saladin (7de Septbr. 1192). Herved opnaaede de dog igjen den Fordeel, over hvilken de glædede sig saare, at de uhindret kunde besøge de hellige Steder, skjønt det gjorde dem usigeligt ondt, at see de christne Fanger i Jerusalem trælle i Lænker under Hugg og Slag for de Vantroende. Men saasnart de i Jerusalem havde forrettet deres Andagt ved den hellige Grav, maatte de strax forføje sig ud af Byen, og gjorde, under Bedækning eller snarere Opsyn af en Deel saraceniske Tropper, det for Pilegrime sædvanlige Besøg til Jordan, hvorved de lede meget af Hede og Tørst. Derpaa vendte de tilbage til Akre, hvor de havde en ny Fare at bestaa; der var nemlig opstaaet er heftig Strid mellem Grækerne paa Stedet, og de efter Kong Richards Afrejse tilbageblevne Englændere[1]. I den Tanke, at de tilbagevendende Pilegrime vare Grækere, vilde Englænderne gribe og aflive dem, men fik dog i rette Tid Fejltagelsen at vide, og lode dem fare. Efter nogen Tids Ophold i Akre tiltraadte de Tilbagerejsen, da de formedelst Freden intet mere havde her at gjøre. De toge forskjellige Veje. Nogle sejlede til Apulien, hvorfra de over Land begave sig til Rom, og videre nord over. De øvrige lagde derimod Vejen over Constantinopel, hvor Kejseren, Isaak Angelus, tog vel imod dem, og søgte ved Gaver og andre Venligheder at overtale dem til at forblive i hans Tjeneste; men, heder det, Længselen efter deres Hustruer, Børn og Frænder afholdt dem fra at modtage dette Tilbud, og da de havde beseet sig efter Ønske i Kejserstaden, droge de bort, eskorterede af Væringer, og forsynede med Passe under det kejserlige Segl. Efter en kjærlig Afsked med Væringerne ved Grændsen droge de igjennem Ungarn, hvis Konge, Bela III, og Høvdinger modtoge dem venligt, til Tydskland, og derfra hjem[2]. Om Ulf af Lauvnes i det hellige Land eller paa
- ↑ Denne Strid angives i Beretningen om Toget som opstaaet „mellem Grækerne og Englænderne, som det hed, formedelst den Fornærmelse, Kongen af England have tilføjet disse (nemlig Grækerne) paa Sicilien.“ Det er imidlertid, hvad ogsaa Wilkens mener, (Gesch. der Kreuzzüge IV, 582, Not. 168) højst tvivlsomt, hvor vidt de nordiske Pilegrime her have opfattet eller erfaret Forholdet rigtigt. Sandsynligere er det, at Striden eller Slagsmaalet var en af de hyppigere, der forefaldt mellem Englænderne og de Indfødde.
- ↑ Profectio Danorum in terram sanctam, udgiven først af Kirchmann i Lübeck 1684, siden af Suhm i 5te Bind af Langebeks Scriptt. Rer. Dan.
