som paa Grund af sit Forhold i Striden mellem Kejseren og den saxiske Hertug Henrik Love havde maattet flygte til England. Valdemar forbandt sig tillige med den saxiske Hertug Bernhard, Markgrev Otto af Brandenburg. Grev Adolf af Holsten og Grev Bernhard af Ratzeburg; og hvad enten han nu frugtede Knut, eller fandt det nødvendigt, i egen Person at skaffe sig endnu flere Forbundne, begav han sig med eet, og ganske uventet, til Norge, hvor han paa mødrene Side skal have havt Frænder[1], og hvor han nu sandsynligviis fandt en ligesaa venlig Modtagelse hos Sverre, som dennes Fiender for havde fundet i Danmark. Af hvad der senere paafulgte, erfarer man, at Valdemar samlede en Flaade i Norge, og da man vanskeligt kan antage, at dette kunde skee uden Sverres Medvirkning eller idet mindste Tilladelse, bliver det højst sandsynligt, hvad og en tydsk Forfatter[2] fortæller, at Sverre selv stod Valdemar bi. Det har saaledes lykkets denne at drage Sverre ind i Forbundet mod Kong Knut og Hertug Valdemar. Sverre havde just nu et kort Pusterum, hvori han var fri for udvortes og indvortes Krige og kunde saaledes bruge sine Folk og Skibe udenfor Landet. Og efter alt det Uvenskab, der vistes ham fra Danmark, især af Erkebiskop Absalon, der, saa længe han levede, kunde betragtes som den egentlige Leder af Danmarks Politik, og i den heftige Strid, som nu var opstaaet mellem Sverre og Gejstligheden, lagde hele sin Indflydelse i Vegtskaalen for at bevirke Sverres Nederlag og Undergang, er det ikke at undres over, at ogsaa Sverre nu greb den Lejlighed til at ydmyge den danske Konge og Regjering, som et Forbund med hine mægtige Fiender syntes at ville aabne ham. Valdemar skal og have besøgt den svenske Kong Knut, Sverres Svoger[3], og ligeledes faaet ham ind-
- ↑ Dette nævnes udtrykkeligt hos Cypræus, Ann. episc. Sleswic. p. 208, uden at man dog nu kan paavise, hvilke disse „mægtige Mødrenefrænder“ have været. Af Pave Innocentius III’s Brev (II. 335), sees det, at Valdemar var fød i dobbelt Egteskabsbrud, følgelig at hans Moder ej var Knut Magnussøns retmæssige Hustru, den svenske Kong Sverkes Datter. Her kan man heller ikke, med Suhm, gjette paa Dronning Ingerids Børn i Norge, thi disse vare Sverres mest afsagte Frender, fornemmelig Nikolas Arnessøn, der just nu paa denne Tid begyndte at gjøre allehaande Stemplinger imod ham.
- ↑ Arnold af Lübeck IV. 16.
- ↑ Ryklosters Annaler (Langebek I. S. 164) angiver udtrykkeligt, at Valdemar 1192 begav sig til Norge, hvorfra han vendte tilbage med 35 Langskibe. Ogsaa de isl. Annaler berette, at han 1192 flygtede fra Danmark, uden dog at tilføje „til Norge.“ I de esromske Annaler staar at han flygtede til Regem Sveciæ. Dette kunde maaskee være Skrivfejl i Stedet for „Regem Sverum“ (Kong Sverre); men da Arnold af Lübeck l. c. udtrykkeligt nævner baade den norske og den svenske Konge som dem, der ydede ham Hjelp, og Knut desuden var Sverres Svoger, bliver det højst sandsynligt, at den urolige Mand ogsaa opsøgte ham; ja maaskee at han endog opholdt sig den
