deres Samtykke, hvilket var vanskeligt nok at erholde, fordi de havde meget imod ham. Erkebiskoppen, heder det, syntes at være i en slem Knibe, fordi han gjerne vilde gjøre begge Parter tilpas; han og andre velmenende Mænd bare Bud imellem dem, og bragte det omsider dertil, at de begge samtykkede i at han indviedes, hvorpaa Eystein da forrettede Indvielsen (2den Juli 1178) i Overvær af Biskop Erik i Stavanger og Biskop Paal i Bergen[1]. Naar Eystein endog med Hensyn til Indvielsen af en islandsk Biskop, over hvilken dog Norges Konge endnu intet havde at sige, var saa afhængig af det kongelige Samtykke, maatte dette Samtykke være endnu mere nødvendigt ved Besættelsen af Biskopsstole i Norge. Og om man end antager hiint Frihedsbrev af 1174 for egte, eller idet mindste forbindende for Magnus Erlingssøn, omtales dog Ophævelsen af det kongelige Samtykke der kun til Slutningen, ligesom i Skyndsomhed og Forbigaaende, og saaledes at der øjensynligt alene sigtes til den af de tre Konger gjorte Indrømmelse, der efter den senere Fortolkning kun skulde være midlertidig; thi det heder ikke, som i de følgende Akter, denne Sag angaaende, at „Kongens“ Indblanding og Samtykke er ophævet, men kun „at det kongelige Samtykke er afskaffet, saaledes at nemlig Kongerne ikke skulle spørges ad“. Flere af de nye, til Hierarchiets Befæstning sigtende Bestemmelser passede heller ikke med den endnu gjeldende Lovgivning. I Eidsivathingslagens Christenret – den eneste, hvor dette Punkt udtrykkeligt omhandles, – staar der ligefrem: „den skal være Biskop, hvem Kongen vil, og som rettelig er valgt og her indviet til Stavs og Stols[2].“ Da man ikke kan antage, at Forholdene vare forskjellige i de forskjellige Lagdømmer, og da navnlig Eidsiva-Loven desuden ogsaa gjaldt for en stor Deel af Oslos Biskopsdømme[3], maa en lignende Bestemmelse have gjeldet ogsaa for de øvrige Biskopsdømmer, om den end ikke i de andre Love udtrykkeligt er optagen, men snarere forudsættes som faldende af sig selv. Der findes heller ikke enten i Eidsiva-Thinget, Vikens, eller Gulathingslagens Christenret nogen Bestemmelse om Rumaskatten; thi alle tre ere
- ↑ Finn Jonssøn, isl. Kirkehistorie I. S. 289; udførligere fortalt i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, hvoraf dog tilstrækkelige Uddrag, navnlig om denne Sag, ere givne af Werlauff i Fortalen til udg. af Anecdoton etc. S. XXV.
- ↑ Eids. Chr. R. 31 (27).
- ↑ Endog Eidsvold, hvor Eidsiva-Thinget holdtes, laa som en Deel af Raumarike under Oslo Biskopsstol. Naar det altsaa i Eidsiva-Christenretten Cap. 10 heder, at Biskoppen hver Sommer skal komme til Eidsiva-Thinget og høre Lovbogen m. m., da maa denne Forpligtelse have paahvilet baade Oslos og Hamars Biskopper. I et Haandskrift af den nyere Eids. Lov er ogsaa Intimationsbrevet af Kong Magnus henvendt til begge Biskopper, Andres r Oslo og Thorstein i Hamar.
