bliver det af stor Betydenhed, at der ikke engang i denne „Guldfjeder“ eller modificerede Christenret findes et Ord om Maaden, hvorpaa Erkebiskoppen skal udvælges; det synes næsten, som om man har undgaaet at berøre dette Punkt. Et andet Spørgsmaal, som ligeledes endnu svævede uafgjort, især da Biskoppernes Interesser her endnu strede mod Aristokraternes egen, var Patronatsretten over de Kirker, Konger eller Privatmænd paa egen Bekostning havde opført, og Bestyrelsen af det Gods, som de havde skjenket til disse Kirker. Til denne Patronatsret og Bestyrelse ansaa nemlig hine Givere sig fremdeles berettigede, og betragtede, som det synes, de Bestemmelser i Christenretterne, der tillagde Biskoppen Retten til „at raade over alle Kirker og al Christendom og indsætte de Prester, han vil“, som ej vedkommende andre end de offentlige Kir-
Sele er kommen paa (jvfr. ovenfor II. S. 938): bliver det temmelig tydeligt, at denne Paragraf netop maa have været en af dem, der fandtes i Guldkjeder, ikke i Graagaas; det samme maa være Tilfældet med Art. III. 2, der forordner at alle Sekter i Christenretten skulle være „sølvmetne,“ thi ogsaa dette var netop et af Stridspunkterne og en af de Indrømmelser, Eystein havde tiltvunget sig af Magnus Erlingssøn, ligesom hiin „Forøgelse i Skydshestenes Antal“ (augmentum equorum), som det hedder i det tvivlsomme Brev af 1174). Da vi altsaa finde netop disse to omstredne Bestemmelser optagne i den saakaldte ældre Frostathings-Christenret, medens den tillige indeholder hine Artikler, hvor Erkebiskopperne Jon og Eystein, samt Kardinal Nikolaus og Pave Alexander udtrykkeligt nævnes, og saaledes ikke kan være ældre end Eysteins Tid, bliver det heel sandsynligt, at vi i den paa det nærmeste have „Guldfjeder“ for os. Hermed er det ikke sagt, at jo senere enkelte Modifikationer kunne være og virkelig ere foretagne ved den, da den, som det siden vil vises, vedblev at være gjeldende Ret næsten lige til Reformationen, og det i ældre Tider var sædvanligt at indlemme senere Forandringer i Loven selv: navnlig sees dette at være skeet i Art. II. 18, hvor der tales om Osketiende, der træder i Stedet for den ældre „Vidreldestiende,“ hvilken Forandring aabenbart skriver sig fra Erkebiskop Jon den yngres eller hans nærmeste Formænds Tider (se hans Christenret Artikel 19, jvfr. den norske Oversættelse af Tunsbergsforliget), medens endnu i den saakaldte Sverres Christenret, som dog maa være yngre end den oven omhandlede Christenret (se nedenfor), Bestemmelsen om Vidreldestiende i den ellers uforandret optagne Artikel (35) læses i sin oprindelige Form. Men saadanne Smaaforandringer hindre ikke, at Hovedindholdet dog skriver sig fra Eysteins Tid. Hvad der herom maa ansees aldeles overbevisende, er, at medens det tvivlsomme Brev af 1174 udtrykkeligt nævner Bestemmelsen om højere Straf for den, der udgyder Blod i Nidaros Domkirke eller dens Kirkegaard som given af Kongerne (d. e. de tre Konger) og bekræftet af Magnus Erlingssøn, heder det i Frostathings-Lovens Christenret II. 10, hvor Bestemmelsen er optagen, „i Christkirken eller i Mariekirken eller i deres Kirkegaard,“ hvilket viser at Loven er skreven medens Mariekirken (den ældre) endnu stod paa samme Kirkegaard som Christkirken og ikke var flyttet, medens Artiklen, optagen i Sverres Christenret, kun taler om „Christkirken“.