med de fleste at de tilstedeværet1de. Siden gik han omkring og ransagede i andre Gaarde efter Fiender. Man traf nogle faa, der bleve dræbte; de fleste vare i Kirke. Nogle reddede sig ved Flugten. Endnu den samme Morgen lod Erling blæse til Ørething, hver en Mængde Folk indfandt sig. Her anklagede han Thrønderne reent ud for Landraad og mordisk Anslag mod Kongen og ham selv, og nævnte som Hovedmænd den oven omtalte Baard Standhale saavel som en Paal Andressøn og en anden mægtig Mand, kaldet Rasse-Baard, der paa den Tid var Gjaldkere i Byen[1], foruden flere Andre. .De anklagede erklærede Beskyldningerne for falske, og Rasse-Baard, en meget veltalende Mand, forsvarede sig og de øvrige i et længere Foredrag, der sluttede med, at Erling nok skulde komme til kort, naar de med Vidner og Ed godtgjorde sin Uskyldighed. Da bød Erling sin Kapellan træde frem. Han gjorde saa, og holdt en heel Deel Breve, forsynede med Indsegl, i Vejret, idet han spurgte om Thrønderne kjendte sine Indsegl igjen. Brevene, de selvsamme, som de danske Sendebud havde faaet, bleve oplæste, og de indeholdt alle, at Thrønderne forenede sig om at dræbe Kongen og Erling, hvis de saa sit Snit dertil. Erling tog derpaa igjen Ordet, og sagde: „du forsikrede nys din Uskyld, Rasse-Baard, idet du slog dig for Brystet; men af dit Bryst udgik dog aller først disse Raad!“ Baard kunde ikke længer sige noget til sit Forsvar, men faldt aldeles til Fode paa Naade og Unaade, med disse Ord: „Dengang, Herre, var jeg ør i Hovedet, men angrer det nu: alt staar nu i Guds og Eders Vold.“ De øvrige havde ligeledes ingen anden Udvej end at voldgive hele Sagen ubetinget til Erlings Dom. Og da Skaansomhed just ikke hørte til hans Egenskaber, maatte de fleste betale overvættes store Pengesummer, og Alf Rode tilligemed de andre dræbte bleve dømte ugilde. Derpaa vendte han i Hast tilbage til Bergen. Thrønderne, tagne ved Overraskelse, vare vel, blevne straffede og tildeels ydmygede, men desto mere steg deres Had til ham, og det vilde neppe engang have været raadeligt ser ham at opholde sig længere iblandt dem[2].
Efter en Beretning, der tillige gjengives af Snorre Sturlassøn, skulde den hele foregivne Budsending fra Danmark være et listigt Spil af Erling, forat opstille en Snare for de af ham mistænkte throndhjemske Høvdinger; Sendebudene skulle have været udsendte af ham selv, og siden have ledsaget ham paa Rejsen til Nidaros, hvor de paa hans Bud skulle have
- ↑ Saaledes maa vel Ordene hann hafði þá bœjarbygð forklares. Disse Ord findes for Resten ikke i Fagrskinna, der heller ikke nævner Baard Standhale og Paal Andressøn, men hvis Beretning ellers i alt dette er fulgt som den sandsynligste.
- ↑ Af Fagrskinnas Ytringer fremgaar det tydeligt, at han skyndte sig tilbage førend Thrønderne kom til Besindelse efter Overraskelsen.
