vaner fra Hedendommens Tider, fast grundede i Folketroen, ej strax kunde afskaffes, og derfor, til Forebyggelse af alt for store Misbrug, stilledes under Gejstlighedens Bestyrelse, indtil de bleve udelukkende for gejstlige Sager): „Dommen ved kogende Vand, eller ved gloende Jern eller Tvekamp, tilsteder den katholske Kirke ikke mod nogen, end sige mod en Biskop“[1]. Alexander paalægger ham dernæst, indstændigt at paaminde det ham undergivne Folk om at yde sin Tiende ordentligt, og vægrede nogen sig derved, skulde han efter tre Gange gjentagen Paamindelse sættes i Ban, indtil han havde gjort sin Skyldighed. Heller ikke skulde man høre paa eller lempe sig efter dem, der vilde tilbagekalde Gaver, som de selv eller deres Forfædre havde skjenket til Kirken. Hvis de virkelig toge saadanne Gaver tilbage og ej vilde lade Kirken nyde godt af dem, skulde de være Exkommunikation underkastede, indtil Tilbagegivelsen skede. Og endelig bestemmes Exkommunikation for dem, der lægge voldsom Haand paa en Gejstlig, undtagen til Selvforsvar, og saadanne skulde ej kunne absolveres fra denne uden af Paven selv eller den, hvem han særskilt havde givet sit Mandat dertil. At en Skrivelse af samme eller lignende Indhold ogsaa, som ovenfor antydet, maa være afgaaet til Erkebiskop Eystein for at efterleves i hans Provins, og at Eystein heller ikke har undladt at søge de her indeholdte Bestemmelser og Forbud satte i Kraft, sees tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted strax efter Biskop Thorlaks Tilbagekomst til Island og Tiltrædelse af sin Biskopsstol. Allerede i det første Aar derefter, heder det (altsaa 1179), begyndte han efter Erkebiskop Eysteins Tilskyndelse at gjøre adskillige Forandringer i den islandske Kirkeforfatning, nemlig ved at indføre Exkommunikationen og Coelibatet, og bestemme Bøder, der for flere Forseelser skulde tilfalde Biskopperne, samt, hvad der især vakte megen Tvist, at overføre Patronatsretten over Kirkerne fra Lægmænd til Gejstligheden. Da han idet anførte Aar visiterede Østfjerdingen, hvor den mægtige og rige Sigurd Ormssøn[2] boede paa Svinafell, kom han strax i Strid med ham om dette Punkt. Sigurd vilde lade en Kirke, han havde opført, indvie, men Biskoppen lod ham komme til sig Morgenen efter sin Ankomst, og fremlagde en Befaling fra Erkebiskop Eystein, hvori denne bad ham at tage under sin Bestyrelse alle Kirker og alt Kirkegods i sit Biskopsdømme. Sigurd vilde ej indlade sig derpaa, og sagde at han ikke vilde give Slip paa, hvad han hidtil havde besiddet uden Paatale. Men Bi-
- ↑ Her paaberaabes en Bestemmelse af Pave Stephan V (816–817), som dog ikke egentlig nævner Ordalet, men mere omtaler Vand- og Jernprøven som et Slags Tortur: ferri candentis vel aquæ ferventis examinatione confessionem extorqueri a quolibet, sacri non censent canones).
- ↑ Om ham vil der nedenfor blive talt nærmere.
