Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/273

Denne siden er korrekturlest
255
1179. Kirkelige Forhold. Strid om Patronatsretten paa Island.

sluttet paa, ikke at kære sig det mindste derom. „Jeg tror ikke“, sagde han, „at Erkebiskoppen skjønner Tingen bedre end mine Forfædre, Sæmund frode og hans Sønner; heller ikke vil jeg være med at fordømme vore ældre Biskoppers Fremfærd her i Landet, for saa vidt disse godkjendte Landets Skik, at Lægmænd raadede for de Kirker, som deres Forfædre skjenkede Gud med den udtrykkelige Betingelse, at de og deres Efterkommere skulde have Raadighed over dem“. Biskoppen paaberaabte sig, hvad der nys var oplæst, saavel som mange andre kirkelige Bestemmelser; men Jon svarede: „I faar kalde dem bansatte, som I ville, men ikke overdrager jeg min Kirke til eder“. Saaledes gik hele Dagen hen, idet enhver blev ved sit. Fælles Venner bade nu Biskoppen at give efter, og, heder det, da han fandt at Mængden var paa Jons Side, og overvejede at Paastaaelighed her ikke vilde gjøre Gavn, men derimod Skade paa mange Maader, gav han virkelig efter i det Haab, at han nok siden ved Erkebiskop Eysteins Hjelp skulde skaffe Kirken dens Ret. Saaledes indviede han da samme Dag Kirken og sang Messe, skjønt han ej havde faaet sin Vilje frem, og tog sig meget nær af dette Udfald paa Sagen. Men, lægger Sagaen til, fra den Kant, hvor han ventede at faa Trøst, kom der kun bedrøvelige Tidender, thi ikke længe efter blev Erkebiskop Eystein landflygtig for kirkelige Sager, og nu tyktes alle her til Lands at de kunde gjøre, som man havde gjort i Norge; de fulgte derfor Jons Exempel, saa at ingen vilde give Kirkerne i hans Vold, og det hele Kæremaal endog maatte falde i hans Embedstid“[1]. Naar det her heder, at Eystein blev landflygtig for kirkelige Sager, udtrykker Sagaen sig tilsyneladende ikke ganske nøjagtigt, da Sverres Saga kun beretter at han tog Flugten efter Slaget paa Ilevollene, da Magnus Erlingssøn flygtede til Danmark og Sverre havde sat sig fast i Throndhjem. Men foruden at man allerede i en vis Forstand kan sige, at han flygtede for Kirkens Sag, for saa vidt denne faldt sammen med Magnus’s, viser Beretningen sig for øvrigt saa paalidelig, at dens Udsagn, endog taget i en mere ligefrem Mening, maa have meget for sig, saa at man vel maa antage, at der havde forefaldet Begivenheder, som Sverres Saga ikke omtaler, men som ved Siden af de politiske Omvæltninger kan have bevæget Eystein til at forlade Landet. Og her ligger det da nærmest at antage, at han netop i sit Diøces, og fornemmelig i Thrøndelagen, har søgt at sætte de nys omtalte Fordringer igjennem med saadan Strenghed, at han derved gjorde sig de fleste af Thrøndelagens Stormænd til Fiender, og at dette ej alene bidrog til at stemme dem gunstigere for Sverre[2], men ogsaa til at gjøre det umuligt for Eystein at opholde sig ved sin Biskopsstol, saa længe Sverre

  1. Uddrag af Biskop Thorlaks Saga, i Werlauffs Anecdoton, S. XXX, XXXI.
  2. Jvfr. hermed ovenfor S. 4.