Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/274

Denne siden er korrekturlest
256
Sverre Sigurdssøn.

havde Magten, og han ej vilde bekvemme sig til at give efter for ham. Eysteins Modgang og Flugt til England har rimeligviis ogsaa virket afskrækkende paa de andre Biskopper, der overhoved, saavel som den øvrige Gejstlighed, i de første Aar af Sverres politiske Bane, eller saa længe Eystein levede, synes at have holdt sig ganske udenfor Partierne, ja endog viist sig næsten indifferente. Saaledes, uagtet Sverre i Aaret 1177 var to Gange paa Oplandene og tilmed paa Hamar, nævnes der ikke et Ord om, at Biskoppen, som dog maatte være nærmest dertil, lagde ham Hindringer i Vejen, ja der siges ikke engang, hvo der var Biskop paa den Tid, og det er kun af Biskopsfortegnelserne, vi kunne slutte, at den daværende Biskop hed Ragnar[1]. I Bergen merker man lige saa lidt til, at Biskop Paal, der dog i St. Thorlaks Saga udtrykkelig kaldes „en energisk Mand“[2], gjorde ham nogen Fortræd, heller ikke Biskop Helge i Oslo. Da Eystein kom tilbage, og indgik Forlig med Sverre, hvorved naturligviis Bansættelsen ophævedes, kunde der endnu mindre blive Spørgsmaal om at bringe de kirkelige Strids-Emner paa Bane, og disse Sager have derfor, som man tydeligt kan see, indtil videre været stillede ganske i Bero. Vi erfare ogsaa af den ovenfor gjengivne Beretning i St. Thorlaks Saga, at denne Tingenes Tilstand i Norge havde den største Indflydelse paa Forholdene paa Island, hvor nu ligeledes Lægfolkene spillede Mester.

48. Sverres Strid med Erkebiskop Erik og dennes Flugt. Nikolas Arnessøn bliver Biskop i Oslo.


Men anderledes blev det, da Erik tiltraadte Erkestolen, og sandsynligviis efter særskilt Opfordring af Pave Clemens den 3die, uden Eftergivenhed, og dertil uden Frygt, søgte at fuldføre, hvad Eystein havde paabegyndt, men ej kunde bringe til Ende. Her var det uundgaaeligt, at han strax kom i den skarpeste Opposition mod Sverre, og det uden Hensyn til dennes Berettigelse til Kongedømmet, alene fordi Sverre holdt lige saa strengt paa de monarchiske Interesser, som Erik paa de hierarchiske. Men hertil kom ogsaa de særegne Ankeposter, der opstilledes mod Sverre paa Grund af hans personlige Forhold, nemlig deels hans forhenværende gejstlige Stilling, deels hans omtvistede Byrd. Imidlertid lader det til, at man fra først ikke anfegtede ham fra denne Side, eller underkjendte hans Ret til Tronen, førend man først havde prøvet paa at faa ham til

  1. Thore omtales første Gang i Intimationen til Statutet af 1190, saaledes at man kan see, at han var yngre end den i dette Diar indviede Nikolas, se nedenfor. Ragnar, hans Formand, nævnes i Biskopsrækken mellem ham og Orm, Arnalds Eftermand, men man veed hidtil intet andet om ham, end at han indviede den gamle, nu nedrevne, Stavekirke paa Atrod i Tinn, hvilket en Runeindskrift, som endnu er opbevaret, beretter.
  2. Skörungr mikill,“ Anecdoton S. XXV.