at gjøre alle de Indrømmelser, som hans Forgængere havde gjort. Først da man indsaa, at dette ej var at tænke paa, synes man at have taget Sagen fra den mere radikale Side, nemlig at befri sig fra hans mægtige Modstand ved at sætte hans Berettigelse til selve Kongedømmet i Tvivl.
Da Erik kom tilbage efter sin Indvielse i Aaret 1189[1], toge, fortæller Sverres Saga, Chorbrødrene godt imod ham. Men allerede strax efter holdt han en Prædiken fra Choret, hvori han talte haarde Ord til Birkebeinerne, hvilket mange af de tilstedeværende Krigsfolk, som venteligt var, toge ilde op, saa at der snart opstod et spændt Forhold mellem dem. Disse Bebrejdelser mod Birkebeinerne vare sandsynligviis især rettede mod deres Levnet, der vel heller ikke var det bedste eller ordentligste; men Straffeprædikenen har dog sikkert ogsaa berørt hine Hovedspørgsmaal, der ovenfor ere nævnte. Om dem kom han derhos snart i Strid med Sverre selv, og det første, der synes at have været paa Tale, var, hvad der allerede i sin Tid havde været et Tvistepunkt mellem Eystein og Erling skakke, nemlig den med Bønderne i Thrøndelagen sluttede Overeenskomst, at i det erkebiskoppelige Sagefald skulde der regnes efter „sølvmeten Øre,“ hvorved Boden blev til det dobbelte af hvad der ellers betaltes, og af hvad Kongen i sine Sagefald selv oppebar, naar den samme nominelle Sum var angivet. Formodentlig har det byrdefulde og overdrevne i denne Fordring gjort, at Bønderne efter Eysteins Død have søgt at unddrage sig den: maaskee har endog Eystein selv i sit Forlig med Sverre givet Slip derpaa, og usandsynligt er det heller ikke, at Birkebeinernes bestemte Vægring ved at godkjende den for en stor Deel kan have foranlediget hiin Straffeprædiken. Under alle Omstændigheder er det let at indsee, at Sagen var af den Natur, at der aller først maatte blive Spørgsmaal derom. Sverre fordrede, at Erkebiskoppen nu skulde lade den gamle og egentlige Lov gjelde om de erkebiskoppelige Sager, lige saavel som om de kongelige, og paastod, at Erling skakke aldeles ikke var berettiget til at gjøre Brud paa St. Olafs Lov, for derved at faa sin Søn, som ej i sig selv havde nogen lovlig Adkomst til Kongedømmet, indviet til Konge. Thi, meente han, hverken i Hedendommen eller siden Christendommens Ind-
- ↑ Eriks Indvielse og Ophold i Rom falder rimeligviis omkring 28de Januar 1189. Fra denne Dag har man nemlig en Bulle, udstedt af Pave Clemens den 3die til alle Gejstlige i Norge, (dog, som det synes, nærmest rettet mod Høvdingerne paa Island, der tillige vare Gejstlige) hvori han forbyder enhver Gejstlig at føre Vaaben eller overhoved at deeltage i Krigstog uden for at skrifte og meddele Krigerne, alt under den Straf, som Erkebiskoppen i saadant maatte paalægge, og som Paven paa Forhaand bekræfter; hvilken Bulle efter al Sandsynlighed er udstedt under Eriks Ophold i Rom og af ham medbragt til Norge. Dipl. Norv. II. 1.
