førelse havde man i Norge vidst af, at nogen skulde være Konge, der ej var en Konges Søn, og det var endog reent ud forbudt i de Love, St. Olaf havde givet; men det var en formelig Overeenskomst mellem Erkebiskop Eystein og Erling Jarl, at hiin skulde indvie hans Søn til Konge, medens Erling derimod skulde give sit Minde til, at Erkebiskoppen fik alle de Ulovligheder sat igjennem, som han ved sin Magt kunde faa aftvunget Bønderne. „Dette,“ sagde Sverre, „forekommer mig at stride baade mod guddommelig og menneskelig Ret her i Landet. Men,“ vedblev han, „vil du, Erkebiskop, ligefuldt forøge din Rettighed saa betydeligt, da fordrer jeg dit Samtykke til, at jeg i samme Forhold forøger den kongelige Rettighed, men da bliver det din Sag, baade for Gud og Landets Folk at bære Ansvaret for, hvor retteligen Styrelsen farer frem her i Landet.“ Heri kunde Erkebiskoppen ikke være enig, men vilde have, hvad han kaldte sin Ret. Guds Ret, paastod han, tilkom det aldrig at aftage, men stedse at tiltage; Kongen havde at forblive ved den Ret og de Love, han selv havde besvoret, og fik selv tilsvare for Gud og Mennesker, hvor godt han holdt disse Eder, thi aldrig havde Pengeberegningen været forøget ved det kongelige Sagefald[1]. Ved Siden af delte Spørgsmaal blev der ogsaa handlet om Kroningen. Erik beretter selv i et Brev til Paven, hvilket han senere lod den anseede Abbed Villjam i Ebelholt forfatte i sit Navn, at allerede strax efter hans Tilbagekomst med Pallium havde Sverre ladet ham kalde til sig, og fordret at han skulde krone ham. „Men,“ heder det i Brevet, „da denne Anmodning syntes os at stride mod den Ærbødighed, der skyldes eder, og vor Sjæls Frelse, fandt vi ej for godt at indlade os derpaa førend vi først havde sendt Bud til eder, og naar Svar kom tilbage fra det apostoliske Sæde, erfaret, hvad eders Hellighed foreskriver os desangaaende. Men derover blev Fyrsten opbragt paa os, og med ham hele hans Hær, han paastod nemlig, at i saadanne Sager behøvede man ej at adspørge den apostoliske Gunst, da alle andre Konger havde Ret til, naar, hvor, og af hvem de ville, at lade sig meddele Salvingens Sakrament“[2]. Da Spørgsmaalet om den fordoblede Sagefaldsberegning i Erling skakkes Tid netop sattes i Forbindelse med Kroningen, ligger den Slutning temmelig nær, at ogsaa hiint Spørgsmaal mellem Erik og Sverre ved samme Lejlighed er kommet paa Bane, og at den Ordvexling, som herved opstod, ogsaa kan have havt sin Deel i at sætte ondt Blod mellem Erkebiskoppen og de Kongen ubrødeligt hengivne Birkebeiner, men at Erik ej har fundet det passende eller raadeligt, at berøre den Sag i Skrivelsen til Paven[3]. Strax efter blev Besættelsen af den ved Eriks Forflyttelse
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/276
Denne siden er korrekturlest
258
Sverre Sigurdssøn.
