at det Afkald paa Kronens Ret til at blande sig i Biskopsvalgene eller udøve nogen Indflydelse paa Biskopsstolens Besættelse, som de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein havde givet, kun gjaldt for det Tilfælde, at flere end een Konge herskede i Fællesskab. Han erklærede da, at Erkebiskoppen, ved saaledes at forbigaa ham, havde tilføjet den kongelige Majestæt en Krænkelse, og tvang, som Erkebiskop Erik kalder det, Gejstligheden og Folket (det vil sige fik dem ved sin Myndighed til) at vælge en anden, om hvem Erkebiskop Erik siden forsikrede, at han netop paa den Tid, han blev valgt, havde taget en i Bigami skyldig Kone til Hustru, og fordrede at Erik skulde indvie ham[1]. „Men,“ siger Erkebiskoppen, „da Pave Hadrian[2] udtrykkelig bar fordømt Tvegifte inden Gejstligheden, vilde vi ikke bryde hans Anordning, og indlode os derfor ikke paa, efter Sverres Forlangende at indvie denne Mand.“ Den kloge Nikolas skrev nu et Brev til Dronning Margrete, hvor han bad om hendes Forbøn, talte paa det bedste og ydmygste om Kong Sverre, og erindrede hende om det Slægtskab, der var imellem dem[3]. Margrete lod sig virkelig bevæge heraf, og søgte at stemme sin Mand gunstigt for ham, i Betragtning af hans gode Løfter. Sverre sagde, at han nødig vilde gjøre ham til en større Mand end han var, da hans Troskab neppe vilde voxe i Forhold til hans Magt og Rang. Men Dronningen bad ham fremdeles ej sætte sig mod hans Ophøjelse, talte om, hvor meget Nikolas havde tabt i Krigen mellem Magnus og Sverre ved sine Brødres og Frænders Fald, og at den bedste Bod, man kunde give ham, var at gjøre ham til en Tignar-Mand (fyrstelig Mand) i Landet, og at han nu vist ikke vilde vise nogen Troløshed, naar han nedlagde Vaabnene og blev Gejstlig. Bestormet af hendes Bønner sagde endelig Kongen, at han for hendes Skyld vilde give sit Samtykke, men,
- ↑ Suhm, I. 275, fremsætter den Formodning, at det ej er en virkelig Hustru, men Kirken, eller det gejstlige Embede, Manden indehavde, hvortil her sigtes. Men uagtet det vistnok var sædvanligt at kalde Kirken eller det kirkelige Embede Indehaverens aandelige Brud, saa synes dog Sammenhængen her neppe at give Anledning til en saadan Fortolkning, især da Gejstligheden i Norge endnu ikke overholdt Coelibatet.
- ↑ Her paaberaaber Erik sig, foruden Hadrians, ogsaa Pave Clemens’s egen Bekræftelse af hiin Kongernes Abrenunciation, omtalt i et af Paven udstedt Privilegium. Dette, der sandsynligviis har været en Bekræftelse af Hadrians, og udfærdiget umiddelbart til Erik selv under hans Ophold i Rom, samt medbragt af denne, existerer nu ikke, ligesaa lidet som Hadrians; men man maa vel formode at det i mange Dele har været ligelydende med Coelestin den 3dies af 1194, hvorom nedenfor, skjønt dette dog nok ogsaa, paa Grund af de da stedfindende Forhold, efter al Rimelighed indeholder mere.
- ↑ Frændskabet bestod deri, at Dronning Ingerid, Nikolas’s Moder, var Sønnedatter, og Margretes Moder Christina var en Datterdatter af Kong Inge Steenkilssøn i Sverige. Se Knytlinga Saga Cap. 82.
