Hensigten med Mødet var maaskee, endnu at forsøge en mindelig Overeenskomst, men i alle Fald, som man kan see, for at raadslaa om de forviklede kirkelige Anliggender og træffe Bestemmelser til at sikre Fred og Orden i Landet. Ved dette Møde synes det, som om det i Førstningen endnu nogenledes tegnede sig til at alt kunne blive godt mellem Kongen og Erkebiskoppen, thi vi have en Bekjendtgjørelse, udstedt af Kong Sverre i Forening med alle fem Biskopper (Erik, Paal, Helge, Nikolas[1] og Thore) saavel som de øvrige Gejstlige i Landet, hvor der bestemmes Bansættelse for dem, der forgribe sig paa Kirker og Gejstlige, bruge Vold mod Kvinder, og bære Vaaben til eller fra Kirke og Thing, ligesom den, der bliver dræbt, om han, selv bevæbnet, overfalder vaabenløs Mand, eller voldfører en Kvinde, erklæres at ligge utlæg paa sine Gjerninger, uden at maatte begraves ved nogen Kirke, medens hans Gods er forbrudt til Kongen og Biskoppen[2]. Af et Brev, som Erkebiskoppen sendte til Islændingerne for at indskærpe disse Bestemmelser, og hvori han særskilt henvender sig til Biskopperne og Jon Loftssøn, lader det ogsaa, som om han endnu ikke var ganske uforsonligt stemt, eller som om han i det mindste erkjendte, at ogsaa Gejstligheden havde megen Brøde paa sin Side. „Vort Land“, siger han, „har nu en Stund ligget under Trængsler, og vi vide at Skylden dertil er vor, da Gud ikke vilde refse os uden gyldig Aarsag. Men nu, da vi Biskopper ere komne sammen og have undersøgt Aarsagerne, have vi fundet, at ingen af Parterne, Lærde eller Ulærde, ere ganske sagesløse, idet hine have utilbørligen trodset mod Gud, disse derimod tiet stille og undladt at udøve den Om-
- ↑ Vi forudsætte nemlig, som ovenfor viist, at der skal staa „Nikolas,“ ej „Njaal.“
- ↑ Norges gamle Love, I. S. 409.
alle Landets Biskopper og Gejstlige var lettere at komme did end til Nidaros (Mødet angaaende Erkestolens Besættelse holdtes og i Bergen ligesaa det senere Møde, angaaende Bansættelsen); men Peder Claussøn, hvis Text af Sverres Saga ogsaa her viser sig at være noget forskjellig fra dem, vi nu kjende, siger derhos udtrykkeligt, at Sverre lod kalde Erik til Bergen, og der havde den Tvist med ham, der endte med at Erik forlod Landet. Nu er det vel saa, at P. Claussøn til denne Sammenkomst ogsaa henfører Kongens og Erkebiskoppens første Tvist om Sagefaldets Fordobling; men foruden at dette Stridsspørgsmaal ogsaa maatte være af dem, der kom paa Bane ved Biskopsmødet, gjelder Angivelsen hos Claussøn, at Samtalen foregik i Bergen, den hele Tvist, og for saa vidt nogen Unøjagtighed her skulde herske i Udtrykket, kan denne ligesaa godt gjelde den første, som den sidste Deel af Beretningen. Hvad enten Mødet holdtes i Throndhjem eller i Bergen, forklarer det lige fuldt, hvorfor Sverre, saa fuldt beskjeftiget med alt dette, maatte stole paa Erik Jarl og ej selv kunde drage til Felts mod Varbelgerne i Viken. Har det saaledes sin Rigtighed med P. Claussøns Beretning, bliver det og heel sandsynligt, hvad hans Ord antyde, at det var Sverre selv, som fra først af foranledigede Mødet.
