sorg, det bor dem at have for Folket. Og da en heel Mængde ulærde Mænd sagde, at de mere af Uvidenhed vare komne til at begaa saadanne store Forbrydelser, der medføre Ban, end af noget ondt Forsæt, om de havde vidst, hvad Ansvar de paadroge lig, bade vi fem Biskopper tilsammen, Abbederne, og mange Prester, bekjendtgjort, hvad vi især fandt Mislighed i og hvad der mindst sømmer sig mod Gud, samt bestemt Bans Straf derfor, og gjelder dette Ban for alle dem, der handle derimod, saa vidt som vor Provins strækker sig“. Her opregnes nu de oven nævnte Forbrydelser, nemlig Brud paa Kirkefred, Voldtægt, Forgribelse paa Gejstliges Person,“ o. s. v.[1]. Man kan saaledes ikke tage Fejl af den Synodalbeslutning, hvortil Brevet sigter. De her skildrede Begivenheder indskrænke sig desuden til et saa kort Tidsrum, at der ikke engang kan være Tale om flere Statuter end eet. Men efter den fælles Udfærdigelse af dette Statut var det ogsaa, som man strax erfarer, forbi med den nogenlunde skikkelige Forstaaelse mellem Erkebiskoppen og Kongen. Hiin vilde for Alvor vise, at det ej var hans Hensigt at paadrage sig Ansvar ved at „tie stille og undlade at udøve den tilbørlige Omsorg for Folket“. Han begyndte nu alvorligt at paatale den Maade, hvorpaa Kongen og de verdslige Stormænd betragtede sig berettigede til at udøve Patronatsretten. Den egentlige ydre Anledning hertil synes at have været den, at der paa det samme Møde blev forhandlet om en Revision og Forbedring af Christenretten, for at man kunde faa i Stand en eneste, for hele Landet gjeldende Kirkelov; thi vi have endnu en saakaldet Christenret, der i Overskriften (hvilken Overskrift, naar Alt kommer til Alt, maaskee endog er affattet af den Mand, der i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede besørgede den eneste Afskrift, hvori gjennem vi nu kjende dette Lovarbejde[2], og som let kan have været alde-
- ↑ Brevet er i sin Heelhed meddeelt af Finn Jonssøn i hans islandske Kirkehistorie I. S. 253. Erkebiskoppen slutter her med de ret merkelige Ord: „Den Værdighed, der kaldes „Syssel“ ude hos eder (det vil af det strax paafølgende sees, at herved forstaaes Godens Værdighed), forekommer os omtrent at være det samme, som „Grevskab“ udenlands, eller „Lendermands-Ret“ hos os. Og fordi man ej paa een Gang kan tjene verdslige Pligter og retteligen bare Kjendemands (Kirkelærers) Navn, og besørge den Skyldighed, Kjendemændene have at udføre for Gud, afskaffes herved, at een og samme Mand kan være verslig Øvrighed (yfirsóknarmaðr) og Prest, og forbyde vi Biskopperne at indvie de Mand, der have Godord, uden de frasige sig dette.“
- ↑ Denne Afskrift, i Cod. 78 qv. i den arnamagn. Samling, kan tydelig skjønnes at være fra 1ste Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede; med den samme Haand ere derhos ikke færre end tre andre Lovkodices skrevne, saa at man seer at Afskriveren har drevet dette Arbejde som et Slags Haandtering; dertil kommer, at „Sverres Christenret“ i Cod. 78 staar umiddelbart efter Erkebiskop Jons Christenret, der ligeledes egentlig kun er at betragte som et Udkast, der ej fik formelig Lovskraft førend under Christiern I, 1458.
