les ubekjendt med de sande Forhold) angives at være „den Christendomsbolk, der indrettedes af Sverre og alle Biskopperne“, og foran hvilken hiint Statut om Bansætningssager er stillet som et Slags Indledning, men hvilken Christenret desuagtet aabenbart kun viser sig at være et Udkast, forelagt Kongen til Antagelse, men som denne umuligt kan have indladt sig paa at antage, da den netop indeholder alle de Hierarchiet gunstige Bestemmelser, der udgjorde Hovedstridspunkterne mellem Kongen og Erkebiskoppen paa dette selvsamme Møde, saaledes som det strax skal vises. Denne saakaldte Christendomsbolk er nemlig kun en temmelig skjødesløs Sammenstøbning af den ældre Gulathings-Christenret, og den ældre Frostathings-Christenret, der saa godt som ganske heel er optagen[1] netop i den Form, hvori vi af andre Afskrifter lære denne at kjende, og som, efter hvad ovenfor er viist, neppe er synderlig forskjellig fra den, hvori den var bragt i den ved Erkebiskop Eysteins Foranstaltning forfattede Afskrift, kaldet Guldfjeder. Den indeholder ej alene den oftere omhandlede, ogsaa i Afskriften af Gulathingsloven indførte, Bestemmelse af 1164 om Kronens Ofring[2], men ogsaa (§ 57) Bestemmelsen om at alle Sekter er sølvmetne i Christenretten, om at hver Hest, der har baaret Sadel eller Sele, skal kunne tilsiges i Skyds. (§ 53)[3], og endelig Bansætning eller Exkommunikation (§ 73) med Tillæg af Fredløshedsstraf for den, der ikke efter tre Maaneders Forløb gjør Pønitens. Til Støtte, rimeligviis, for alt dette fremlagde da Erkebiskoppen den før omtalte „Guldfjeder“, saa vel som den kanoniske Ret og en Deel Pavebreve, medens Kongen derimod paaberaabte sig Landets Lov og den af Magnus den Gode besørgede Graagaas. Erkebiskoppen paastod, at det tilkom Biskoppen at raade for enhver Kirke, ligemeget offentlig eller privat, naar den først var indviet; Kongen
- ↑ Hvad der er udeladt af Frostathings Lov, er kun uvæsentlige Ting, og hvad der ellers indeholdes i de af Gulathings Lov optagne Stykker. Da denne Afskrift nævner Gulathing og heelt optager Gulathings-Lovens Thingfarekapitel, skulde man tro at den nærmest har været indrettet til at indsættes i Gulathings-Lovens Kodex. Den, der bestemtes til Frostathings Lov og Eidsiva-Lov, have da i dette Stykke været noget forskjellige. Det samme kan man ogsaa slutte deraf, at der, hvor Diøcesanforstanderen omtales, altid staar „Biskop“, ikke „Erkebiskop“.
- ↑ Af Bestemmelsen indføre kun den første Linje, naturligviis fordi den allerede stod i Gulathings-Loven.
- ↑ Her viser sig Skjødesløsheden, hvormed Redaktionen er gjort, thi da der ogsaa her tales om „Biskop“, og det desuden foran, § 16, udtrykkelig er tilføjet, endog ved særskilt Indskydning, at Biskoppen skal have 30 Mand paa sine Kirkevielses-Rejser, er det klart, at hiin Bestemmelse tankeløst er optagen af det til Frostathings-Loven indrettede Exemplar; thi om Lydbiskopperne var der ved denne Skydsforøgelse ikke Tale.
