af Frygt begivet sig til Rigets nordligste Egne[1]. Der skal endog have været Spørgsmaal om at forfølge ham, men deres Mening have sejret, som fandt det raadeligst, først at dagthinge med Landets Indbyggere. Valdemar lagde saaledes ind i Elven, og lod Budstikken gaa for at kalde Almuen til Things, sandsynligviis paa Elvebakken ovenfor Kongehelle, hvor Hyldingsthingene for Ranafylke plejede at holdes. De fremmødende Bønder opfordrede han til at hylde sig som Konge. Men Elvboerne svarede forsigtigt, at de i dette Stykke vilde rette sig efter, hvad Indbyggerne i den nordre Deel af Viken besluttede, og tjene den Konge, de antoge[2]. Valdemar drog derfor nordefter til Sarpsborg, og lod tilstevne Borgarthing. Her, siger Saxo, fik han Kongenavn af Vikverjerne, og usandsynligt er det ikke, at endeel af Sigurd Markusfostres Tilhængere have været tilstede og hyldet ham. De egentlige Bønder vilde dog intet høre om at underkaste sig Danekongen, men samlede sig i bevæbnede Flokke i de øvre Egne, medens der sendtes Iilbud nord til Erling, for at underrette ham om Valdemars Nærværelse[3]. Valdemar drog op over Folden til Tunsberg, uden nogensteds at øve Fiendtligheder. Men overalt lagde Indbyggerne det heftigste Fiendskab for Dagen, og hvor som helst hans Skibe nærmede sig Kysten, kom de, som befandt sig i Nærheden, om det saa kun var een eller to, løbende til og skjød paa dem. I Tunsberg flygtede Erlings Tilhængere op paa det høje Bjerg nordenfor Byen, hvor der allerede da var en Befæstning. Og at disse, som Saxo kalder „nogle faa,“ i Virkeligheden maa have været de fleste af Byens Borgere, sees af hvad han selv fremdeles beretter, nemlig at Valdemar, „tilsidesættende Grumhed for religiøse Hensyn, ikke tillod at man satte Ild paa Byen, af Frygt for at ogsaa Kirkerne derved vilde blive ødelagte.“ Der var nemlig altsaa Tale om at opbrænde Byen, hvilket der dog ej kunde have været, hvis Fleerheden af Borgerne vare forblevne i deres Huse, og havde hyldet Valdemar. Valdemar lod tilstevne Haugathing, men ingen af Heredernes Indbyggere fremmødte[4], ligesaalidt som nogen af Gejstligheden, hvilket sidste dog Saxo mere tilskri-
- ↑ Saxo, S. 793. Denne tilføjer, at han til denne Reise havde udrustet nogle faa og letsejlende, mere til Flugt end til Strid passende Skibe.
- ↑ Fagrskinna Cap. 273. Dette synes rimeligere, end hvad Saxo fortæller, at han strax blev modtagen af Folket med den største Enthusiasme (magnâ plebis alacritate).
- ↑ Saxo, S. 794, Fagrskinna Cap. 273. Denne omtaler Borgarthing, uden at melde noget om hvad der paa dette besluttedes. Magnus Erlingssøns Saga i Hryggjarstykke og hos Snorre nævner hverken om Thinget ved Elven eller Borgarthing.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 181, Snorre Cap. 27.
