kaldes Leding. d) Fremdeles tilstaa vi eder Ret til at sende tredive Lester Meel til Island for at kjøbe Klæder til St. Olafs Tjenere, især paa de Tider. Landets Aaring tillader det, ligesom vi og e) bekræfte den Rettighed til at oppebære Landørerne af et fra Island kommende Skib, som hvert Aar tilkommer St. Olaf. f) Alle dem, der for Andagts Skyld som Pilegrime besøge hans Kirke, Fremmede og Indfødde, i Krig eller Fred, skulle nyde fuldkommen Trygd og Lejde paa Vejen saavel frem som tilbage, og de, som befindes at have krænket denne Trygd, skulle være underkastede den for saadanne Tilfælde bestemte Straf, ligesom de, om de i slige Slagsmaal dræbes af Pilegrimene, der forsvare sig, ej maa begraves ved nogen Kirke. g) I alle Sager, som den kanoniske Ret nævner, forbyde vi ogsaa Gejstlige at underkaste sig nogen verdslig Domstol, og de, som mod de almindelige og dette vort specielle Forbud underkaste sig verdslig Dom, skulle i Følge Forskriften straffes efter vedkommende Biskops Godtbefindende. h) Indviede Kirker maa ingen uden vedkommende Biskops Tilladelse nedrive eller flytte. i) Ingen Konge eller Fyrste maa uden Biskoppernes og de forstandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne skrevne Love, eller de bestemte Pengebøder, enten for Gejstlige eller Verdslige, mod gammel Sædvane, til Kirkernes eller Gejstlighedens Skade, eller af nogen Biskop eller Abbed, der ej har kongelig Vejtsle, for eller efter Indvielsen eller Velsignelsen, fordre Troskabsed. k) I at give Tiender af sine Jorder og Gaarde skulle Kongerne ganske følge de kanoniske Bestemmelser. l) Det skal være Erkebiskoppen og Efterfølgere tilladt, ligesom hans Forgængere, „ikke til Fornøjelse men til Kirkens Nytte“, at kjøbe Falke, Høge og Graavaler (Graafalke).“ Endelig bestemmes det i Almindelighed, at ingen maa fornærme den før omtalte Kirke, eller fratage den dens Besiddelser, eller beholde dem, om de ere den fratagne, eller at plage den med Udsugelser, men at alt skal bevares uskadt, saaledes som det bedst kan gavne dem, til hvis Bestyrelse og Ophold det er overladt, dog i alle Dele med Forbehold af det apostoliske Sædes Myndighed. Bullen ender med den sædvanlige Trusel mod den, der handler herimod, at han, gejstlig eller verdslig, hvis han efter tre Gange gjentagen Paamindelse ikke aflader fra sin Brøde og giver passende Fyldestgjørelse, skal miste sin Myndighed og Hæderstitel, samt exkommuniceres[1]. Men foruden denne i Bullen indeholdte almindelige Trusel har Paven maaskee ogsaa udstedt en mere speciel, hvori han, som Sagaen udtrykker sig, „lyste Bans-Sag over Kong Sverre, om han ikke lod Erkebiskoppen faa alt det, som han vilde og for-
- ↑ Bullen i Dipl. Norv. II. 3, Thorkelins Dipl. II. 13.
