den Banstraale, han nu slyngede mod ham, havde vendt sig mod hans egne Øjne, saa at han derfor nu var blind. Kun de ere med Rette i Ban,“ sagde han, „der gjøre Bans Verk, men jeg er Kongesøn og har med Rette erhvervet dette Land og Rige; jeg har havt for megen Modgang og Fare at overvinde, inden jeg bragte det saa vidt, til at jeg nu ved disse Trusler skulde lade mig skræmme til at give Slip derpaa. Erik maa gjerne vende tilbage til sin Biskopsstol, uagtet han er blind, naar han kun vil holde den Lov og Ret, som har at staa ved Magt her i Landet; men om han lige saa vist kunde see med begge Øjne, som han nu har mistet Synet paa dem begge, ja dertil med selve Viljen til at see det rette, saa bryder jeg dog ikke den hellige Kong Olafs Lov for hans Skyld, hvor meget han end bander og skjelder“[1].
Men om det end virkelig forholdt sig saaledes, som Sverre sagde, at Paven ikke havde givet Erik nogen udtrykkelig Befaling til at sætte ham i Ban, var det dog umuligt, at Biskoppernes dristige Handling, Erkebiskoppen uadspurgt at krone og indvie ham, kunde gaa upaatalt hen. Der manglede nu heller ikke paa dem, der kunde sætte deres og Sverres Færd i det værste Lys hos Paven, da Kong Knut just, som det synes, om Hoften 1194 sendte sin Kantsler, Andres Sunessøn, Absalons Frænde og Provst ved Domkirken i Roeskilde, saavel som den ærværdige Abbed Villjam af Ebelholt, som Gesandter til Rom i Anledning af at den franske Konge Philip August, der Aaret forud havde egtet hans Syster Ingeborg, strax efter Brylluppet uden skjellig Grund havde forskudt hende[2]. Man
- ↑ Sverres Saga, Cap. 121.
- ↑ Man er ikke ganske vis paa, naar de her nævnte Gesandter rejste fra Danmark, og nogle have endog villet henføre deres Reise til 1195; men ved nøje at følge Begivenhedernes Gang, og iagttage samt sammenligne de Antydninger, der findes i Abbed Villjams egne Breve, bliver det utvivlsomt, at de have forladt Danmark omtrent sidst i August 1194, og at Kantsleren er kommen hjem over Frankrige om Vaaren eller Sommeren 1195. I det af Villjam i Knuts Navn forfattede Brev til Kardinalerne, hvori han anbefaler Gesandterne (præsentes nuncios nostros) til deres gode Modtagelse og Understøttelse, staar der udtrykkeligt, at Kong Philip et fuldt Aar forud (anno jam exacto) havde egtet hans Syster. (Langebek Scr. VI. 45.) Da nu Philips og Ingeborgs Bryllup blev holdt 14de August 1193, bliver Tiden for dette Brev og Gesandternes Afsendelse saaledes omkring de sidste Dage af August 1194. At Andres og Villjam paa Tilbagerejsen fra Rom allerede efter i 6 Uger at have siddet fangne i det Burgundiske, vare komne til Paris før 2den Søndag efter Paaske (16de April 1195), sees af Brevet II. 25 (Langebeks Scr. VI. 59), hvor denne Dag omtales som tilkommende, og at dette ej var i 1196, sees deraf at Andres Sunessøn allerede 18de Marts i dette Aar underskrev et af Kong Knut udstedt Gavebrev (Suhm VIII, 369, 370), hvilket viser at han da allerede var kommen hjem. Han maa
