efter nogen Tids Ophold her bleve de pludseligt syge og døde (Februar 1197). Det varede en Tid, siges der, inden man i Norge fik Efterretning om deres Skjebne. Da kom der nogle danske Mænd, som bragte Kong Sverre, der dengang opholdt sig i Throndhjem, Breve fra Paven med dennes Indsegl, sigende at Biskop Thore og Mester Richard havde laant Penge af dem, og sat disse Breve i Pant. Kongen, fortælles der, indløste Brevene og lod dem oplæse i Choret, samt det pavelige Segl fremvise. Indholdet var, at da Paven havde overbeviist sig om, at Kongen havde en retfærdigere Sag end Erkebiskoppen, løste Paven ham og hele hans Rige fra alle Bansættelser. Kongen tilføjede, at han havde hørt for vist, at Kardinalen, saavel som Biskop Thore og Mester Richard havde været i Gjestebud hos en Prest, og at man der om Aftenen havde blandet Gift i deres Drik, hvoraf alle tre døde[1].
Det vilde visselig være uretfærdigt at kaste nogen Skygge paa Sverre for denne uhyggelige Begivenhed. Havde Samtiden i mindste Maade mistænkt ham derfor, eller havde hans Fiender endog kun haabet, med noget Skin af Rimelighed at kunne vælte Mistanken paa ham, vilde vistnok Pave Innocentius den 3die ikke have undladt at berøre det i de Breve, vi nedenfor komme til at nævne, hvor han med den yderste Heftighed og Haardhed farer løs mod Sverre, opregner en Mængde Beskyldninger imod ham og navnlig sigter ham for at have forfalsket Pave Coelestins Bulle, for derved at frelse sig fra Bansættelsen. Her laa det dog virkelig saa nær at sigte ham for Giftblanderiet, hvis der havde været mindste Anledning der-
- ↑ Sverres Saga, Cap. 128. Da Sverre paa den Tid opholdt sig i Nidaros, se nedenfor, er det saaledes Christkirken i Nidaros, hvor Brevene bleve oplæste.
ligt til at nogen af disse Mænd skulde kunne have været afsendte sidst i 1195. At Sagaen virkelig fejler i at lade Fidantius dø sidst i 1195 eller først i 1196, sees bedst deraf, at hans Underskrift sendes paa en Beskyttelsesbulle for St. Pauls Kloster i Fécamp, udstedt i Lateran 25de Juni 1196 (Monstrier, Neustria pia S. 212); hvilket viser at han da endnu var i Rom. Heraf seer man ogsaa at Sverres Sendebud, der vare i Følge med ham nordefter, heller ikke kunne have tiltraadt Tilbagerejsen førend i det aller tidligste i Juli 1196, men rimeligviis meget længere ud paa Aaret – hvis ikke ellers den Uro, der nu herskede i Anledning af Kejser Henriks Tog til Italien og Forberedelserne til Korstoget har sinket dem – siden de ikke kom til Danmark førend ved Vintertid. At Fidantius døde 1197, angives i de esromske saavel som de nestvedske Annaler (Langebek Scr. I. 243, 369), og hans Død henføres i den lundske Aartidsbog til 19de Februar (Langebek Scr. III. 488.) Paa den Tid maa saaledes og Sverres Sendebud være døde. Dette kan ogsaa sluttes af at hans Eftermand ej indviedes førend 1197, se nedenfor. Hvorledes Fidantius nævnes urigtigt i et Haandskrift af Kong Haakon Sverressøns Retterbod af 1202, er ovenfor viist (II. S. 936). Her kan der og tilføjes, at der i Retterboden kun staar „Legaten,“ ej „Kardinalen,“ hvilket viser at der ej engang er Tale om nogen Kardinal.
