der mod Kong Villjam[1]. Derfor antog ogsaa denne sig Haralds Medbejler, Harald unge, som det ovenfor er nævnt, og overlod ham Halvdelen af Katanes. Og nu, da Hallkell Jonssøns Tog var løbet uheldigt af, og Kong Sverre truede med at tage alvorlig Hevn, følte Harald sig saa hjelpeløs, at han ikke vidste at afvende den truende Fare, uden ved personlig at begive sig til Norge og ydmyge sig for Sverre. Hans Sag blev, sandsynligviis efter foregaaende private Underhandlinger, offentlig forhandlet paa et Thing, som Kongen lod tilstevne paa Christkirkegaarden[2], efter at han var bleven færdig med de kirkelige Sager. Ved dette Thing sad Kongen paa et dertil indrettet Sæde; rundt om dette stod Hirden, nogle sad længer fremme, og for øvrigt stod en Mængde Tilhørere udenom. Da traadte Jarlen frem, og talte saaledes: „Her er nu en stor Mængde gode Mænd komne sammen, og jeg kunde nok trænge til Mængdens opmuntrende Bifald: jeg er en gammel Mand, som mit Skjemt noksom viser, og jeg var ligget paa Knæ for mange Konger, stundom i største Venskabelighed, men oftest under mislige Omstændigheder. Nu er en ny Vanskelighed for Haanden, nemlig min Herre Kong Sverres Vrede. Jeg torde dog være mere uskyldig i den Sag, der har paadraget mig den, end man har beskyldt mig for. Ikke var jeg den, som rejste Oprørsflokken, men det fragaar jeg rigtignok ikke, at jeg ej kæmpede imod den, thi jeg kunde ikke lægge mig ud med alle Folk i Landet, saa længe jeg skal være Jarl over dem. Heller ikke handle Orkiiøingerne i alle Dele efter min Vilje. Mange løbe ud fra Øerne, og herje paa Irland eller Skotland, eller plyndre Kjøbmænd, alt sammen imod min Vilje, skjønt jeg dog har Ord for at være streng og nøjeregnende nok. Men dette er ikke mere at tale
- ↑ Se herom ovenfor, II. S. 850 Vistnok udtrykker Fordun sig I. S. 512, som om Harald først ved 1196 havde egtet Hvarflad, og som om han lige til da havde været Kong Villjam hengiven, men deels see vi andensteds fra, at han længe før den Tid havde fejdet med ham, deels maatte Hvarflad da være altfor gammel til at han kunde tænke paa at egte hende, og endelig kunde ikke hendes Søn og Haralds Søn Thorfinn (Orkneyinga Saga S. 406) i faa Fald være voxen i 1197, da han ifølge Fordun og den melrosiske Krønike leverede de kongelige Tropper et Slag, se nedenfor. Men Tidsregningen her er saavel hos Fordun, som hos Hoveden og i Orkneyinga Saga forvirret. Ved Gjennemlæsningen af Beretningen hos Hoveden kan man vanskeligen afholde sig fra den Formodning at han til Tiden efter 1196 har henført langt tidligere Begivenheder, navnlig, at Harald „faldt paa Knæ“ for Kong Villjam.
- ↑ Denne omtales her for første Gang som Thingsted. Siden nævnes den oftere. f. Ex. i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 23, 171. Den var ogsaa Hyldingssted, og usandsynligt er det ej, at der her var opført en fast Tribune, ligesom det i det mindste senere var Tilfældet paa Christkirkegaarden i Nidaros.
