Men paa samme Tid, som Sverre havde opnaaet en Magt der gjorde i hans Navn anseet og frygtet udenfor Landets snevre Grændser, lykkedes det de misfornøjede gejstlige og verdslige Aristokraters forenede Bestræbelser at bringe endnu et Oprør i Stand, der ej alene voxede Sverre selv saaledes over Hovedet, at han ikke oplevede Enden derpaa, men sønderrev Norge næsten i en heel Menneskealder ved Borgerkrige, blodigere og mere haardnakkede end nogen af de foregaaende. Hovedmanden for dette Oprør var Biskop Nikolas, mere i Egenskab af det gamle Aristokratis fornemste Medlem, end som Hierarch, thi man kan være vis paa, at om Sverres og Hierarchiets Interesser havde været fælles, vilde han ikke med saadan Iver have sluttet sig til Erkebiskop Erik og Kirkens Sag, som han nu gav sig Mine af. Men nu stode Sagerne saaledes, at han kunde lægge hele den gejstlige Magt i Vegtskaalen, for at styrke sit politiske Parti, og give Sagen et Udseende, som om man stred for Kirkens hellige Sag, medens det egentlig kun var det gamle Lendermands-Aristokrati og Selvraadighedens Tid, som man vilde have fornyet. Og Nikolas var desuden endnu for ny i sin gejstlige Værdighed, og havde for længe været en verdslig Høvding og Mand af Sverdet, til at han skulde have Taalmodighed til at vente paa Stridens Afgjørelse ved den gejstlige Domstol. Han havde allerede, hvad man efter det Foregaaende maa antage, haft Deel med i Øyeskeggernes Opstand, og hvilede ikke, førend han fik et lignende Oprør, men vældigere og varigere, tilvejebragt.
Lykken var ham her ogsaa særdeles gunstig, thi netop, som det var ham belejligst, spillede uforudseede Omstændigheder ham en næsten færdig Vaabenmagt i Hænderne. Den byzantinske Kejser Isaak Angelus var i April 1195 bleven stødt fra Tronen og blindet af sin Broder Alexius, der saavel for at holde sig paa Tronen mod de misfornøjede i Landet selv, som af Frygt for Kejser Henrik den 6tes Trusler og den tydske Korshær, der nu med det første var i Vente, søgte at skaffe sig saa mange paalidelige Tropper som muligt, og derfor ej alene strax ved sin Tronbestigelse tog en heel Deel tydske Lejetropper i sin Tjeneste[1], men sendte endog Mænd heelt op til de nordiske Riger, for her, i de tapre Væringers Fædrenehjem, at hverve flere Krigere til at forstærke deres Skarer. Han henvendte sig desangaaende til Kongerne selv, og valgte til Sendebud Mænd fra deres egne Riger, sandsynligviis Befalingsmænd i Væringekorpset. Til Kong Sverre sendte han saaledes den forhen omtalte Reidar fra Viken, der af denne Sendelse fik Tilnavnet „Sendemand“. Han havde,
- ↑ Otto de St. Blas. Cap. 43, jvfr. Nikolas Choniata.
