Denne siden er korrekturlest
13
1165. Kong Valdemar drager hjem fra Viken.
foregik, som det i det følgende vil sees, først to Aar senere. Erling selv begav sig til sit Hjem, enten i Bergen eller paa Stødle, idet han vel troede den Fare, der truede Viken, for det første afværget[1].
- ↑ Ved dette Tidspunkt begynder Kongesagaernes Beretninger for de følgende fem Aar, indtil Fredsslutningen med Danmark, at blive faa forvirrede og ufuldstændige, og deres Ordning af de faa Begivenheder, som fortælles, saa stridende mod den rette Tidsregning, at man alene kan finde Rede deri ved at tage andre Kildeskrifter, fornemmelig Saxo og Sturlungasaga, til Hjelp. Det er derfor her det mest passende Sted, i Korthed at paapege Kongesagaernes Vildfarelser, og antyde Maaden, hvorpaa de maa berigtiges.
Magnus Erlingssøns Saga i Hryggjarstykke og hos Snorre omtale, som oven anført, strax efter Kroningen 1164 Kong Valdemars Gesandtskab til Erling og dennes Besøg i Viken samme Aars Høst, samt derefter de danske Sendebuds Ankomst til Throndhjem den følgende Vinter (1164–65), Erlings Besøg der og Forhandlinger med Thønderne ved Christi Himmelfarts Tid (1165) og Valdemars Tog til Viken samme Aar. Hidtil er alt rigtigt. I samme Orden, men med nogle faa Afvigelser, fortælles de samme Begivenheder i Fagrskinna. I begge Sagaer tales derpaa om Ledingen, som Erling udskrev, og som han gav Hjemlov, da han ved Lindesnes fik høre at Valdemar allerede var borte. Ogsaa dette er rigtigt. Thi at denne Leding, med paafølgende Hjemlov, maa staa i Forbindelse med et af Valdemars Tog til Norge, er klart, og at dette ej kan være hans andet Tog, sees af de Begivenheder, som da forefaldt, hvorom mere i det følgende. Men her begynder Forvirringen. Begge Sagabearbejdelser lade Erling umiddelbart fra Lindesnes gjøre Toget til Jylland og holde Slaget ved Dyrsaa, hvilket de følgelig henføre til Aaret 1165. Derfra lade de Erling strax vende tilbage til Norge, og den udførligere Bearbejdelse siger nu, at der en Tidlang (um hríð) var Ufred mellem Danmark og Norge, Fagrskinna, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, at Kong Valdemar forbød al Skibsfart mellem Danmark og Viken, hvilket Vikverjerne ej kunde udholde. Men endnu samme Høst (1165) lader den udførlige Bearbejdelse Fru Christina gjøre hiin Rejse til Danmark for at mægle Fred, som vi omtale nedenfor. S. 30, og opholde sig der om Vintren (1165–1166); den følgende Vaar (1166) lader den Erling drage til Danekongen, opholde sig hos ham en Stund, slutte Fred, og drage hjem. Under hans Ophold i Danmark, heder det videre, begyndte Hettesveinernes Opstand; Erling begav sig til Viken og opholdt sig der om Vintren; den følgende Kyndelmesse (Febr. 1167) skede Overfaldet ved Rydjøkel; Sommeren (1167) opholdt han sig i Viken, mest ombord paa Skibene (Cap. 24, Snorre 38); endnu en Vinter forløb, hvor der ej tales om hvad Erling tog sig til (1167–68); men om Vaaren (1166) drog han øster til Viken, og slog Olaf ved Stanger, hvorefter Flokken opløste sig, og Olaf flygtede til Danmark. Fagrskinna (Cap. 273–276) nævner intet om Fru Christinas Rejse, men fortæller kun, uden nogen nærmere Tidsangivelse, at Vikverjerne opfordrede Erling til at slutte Fred, og at han begav sig til Kong Valdemar, hos hvem han opholdt sig hele Vintren, hvorpaa Freden sluttedes den følgende Vaar. Derpaa, ligeledes uden Tidsangivelse, fortælles der om Hettesveinernes Opstand, Erlings Ophold i Viken den følgende Vinter, Kampen ved Rydjøkel den paafølgende Kyndelmesse, og derpaa, fremde-
