hvilke han om Sommeren rejste ned til Haløre, hvor der fremdeles var Marked og Kjøbstad[1]. Her indtraf ogsaa Biskop Nikolas med en heel Mængde Nordmænd, især Vikværinger, ligeledes Erkebiskop Erik fra Skaane. Nikolas og hans Venner havde med sig en Dreng, som de kaldte Inge, og udgave for en Søn af Magnus Erlingssøn, men som Birkebeinerne siden paastode var dansk, og egentlig hed Thrugils Tueskider. Det viste sig da, at hvilke end Reidar Sendemands Hensigter fra først af havde været, saa havde han dog nu ganske slaaet af Tankerne at sende Hjelpetropper til Constantinopel. De Skarer, han havde bragt sammen, forenede han med dem, som fulgte Biskop Nikolas, og de stiftede saaledes paa selve Markedspladsen en talrig Oprørsflok, der tog Drengen Inge til sin Konge (Sommeren 1196). Med denne Flok vendte de derpaa tilbage til Viken[2], hvor de forefandt Sigurd Jarlssøn, der strax slog sig til dem, saavel som mange andre anseede Mænd, af hvilke rimeligviis de fleste tidligere havde tilhørt Heklungernes, Kuvlungernes eller Varbelgernes Parti, det vil sige Aristokratpartiet eller Forfegterne af de statsretlige Forhold, der herskede under Magnus Erlingssøn[3]. Denne nye Flok kaldte man Baglerne eller Beglingerne, af bagall, d. e. Biskopsstav (baculus)[4], for dermed at betegne, at dens egentlige Stifter og Hovedanfører var Biskop Nikolas. Dette Navn tillagdes den sandsynligviis først af Birkebeinerne som et Spottenavn, men
- ↑ Om Haløre er der ovenfor talt (I. 1. S 493, I. 2. S. 35). Det antages, som det her er nævnt, sædvanligviis for at være Helsingør, skjønt dette visselig ikke er hævet over enhver Tvivl. Det besynderligste er, at „Haløre“ ikke omtales i danske Skrifter.
- ↑ Af Sagaens Ord „til þeirrar ferðar réðsk ok Eirikr erkibyskup“ skulde det synes, som om ogsaa Erkebiskoppen fulgte med til Norge, hvilket dog i Betragtning af hans Blindhed og Alderdom er lidet troligt, ligesom vi og i det mindste i Erkebiskop Absalons Testamente af 1201 finde ham omtalt som landflygtig. Er han fulgt med, da har han dog vist ikke begivet sig længer op end til Kongehelle, og har snart igjen vendt tilbage til Danmark.
- ↑ Man seer dog ikke nogen af Gidske-Folkene nævnte paa Baglernes Side, ligesom Gregorius Jonssøn, Hallkells Broder, og vist flere forhenværende Heklunger med ham, bleve Sverre tro.
- ↑ At Ordet „Bagler“ skulde, fordrejet i daglig Tale, være det samme som „Bagger“, det i Danmark forhen og endnu i Sverige saa brugelige Navn paa Nordmænd, hvilke flere have antaget, er saa meget mere urimeligt, som Haakon Haakonssøns Saga, der selv taler saa ofte om Baglerne, dog allerede ved 1272 (Cap. 288) nævner „Bagger“ som et allerede længe brugeligt Øgenavn, hvilket Byrge Jarl i hiint Aar forbød. Det vilde ogsaa være heel besynderligt, om hele Folket skulde have faaet Navn efter en enkelt Oprørsflok. „Bagger“ betyder enten „Vædre“, eller „Sække“, et Navn, Nordmændene sikkert fik ak Sviarne og Goterne fordi de i Almindelighed vare mere undersætsige og føre end disse.
