derpaa ind til sine Folk. Baglerne havde begivet sig i Land paa et Sted, der siden kaldtes Mugevalle, og sandsynligviis er at søge paa Vestsiden af Tjernø, ved Saltøsund; deres Skibe havde de draget op paa Stranden. Sverre lagde sig udenfor, og vexlede en Tidlang Skud med dem, men uden synderligt Folketab paa nogen af Siderne, da han ej vovede at lægge sig lige ind til Stranden, af Frygt for Baglernes store Overmagt. Han bad endog udtrykkeligt sine Mænd at tage sig i Vare, at Baglerne ikke skulde hage sig fast i Skibene, og drage dem til sig. Hans eget Skib var imidlertid det, som laa nærmest Stranden. Da Sverre omsider saa, at der intet kom ud af denne Skudvexling, lod han sine Fartøjer lægge ud af Skudvidde, over til den anden Side af Sundet, ved Øen[1]. Paa et Bjerg lige for de fiendtlige Skibe, lod han rejse en Valslynge, og om Aftenen, da den var færdig, slyngede Birkebeinerne en Deel Stene med denne ned paa Baglernes Skibe, som derved lede megen Skade. Da det blev mørkt, saa at man ikke længer kunde see, satte Sverre sin Søn Sigurd Lavard og Eilif raude, der tilsammen førte Befalingen over et Skib, til Vagt ved Valslyngen med hele deres Skibsmandskab, der udgjorde 80 Mand. Han bad dem indstændigt passe godt paa, at Baglerne ikke kom over dem om Natten. Derpaa vendte han tilbage til Skibene. Det var overmaade koldt, og Besætningen ved Valslyngen gik derfor frem og tilbage, for at varme sig paa Fødderne, andre lagde sig sammen i en Klynge under Valslyngen. Men om Natten, da det var aldeles belgmørkt, gik 120 Mand af Baglernes Skarer, fuldt bevæbnede og brynjede, langsad et smalt Reb, der nu ved Fjæretid ragede op over Vandskorpen, i al Stilhed op paa Øen, uden at Birkebeinerne merkede det mindste til dem, førend de, der laa under Valslyngen, følte deres Spyd. Da sprang de op. Eilif Raude raabte: „lad os jage dem bort, de have kun en Haandfuld Folk“. Men kun faa satte sig til Modværge med ham, og de fleste af disse faldt. Sigurd Lavard derimod lod sig glide ned ad en Klev, og de fleste fulgte hans Exempel; de flygtede, alt hvad de kunde, hen til Skibene, forfulgte af Baglerne, der i alt nedlagde 20 af Birkebeinerne, og sikkert havde dræbt mange flere, hvis Mørket ej havde hindret dem fra at kjende Ven fra Fiende. Men Valslyngen brøde de ned. Da man paa Skibene merkede at der var galt paa Ferde, blev der blæst Allarm, og den første, der kom i Land, var Nikolas af Vestnes. Da trak Baglerne sig tilbage. Kong Sverre blev meget ærgerlig over dette,
- ↑ Denne Ø er sandsynligviis Saltø, lige overfor Tjernø, da Stedet, hvor Valslyngen rejstes maa have været lige overfor Baglernes paa Land opdragne Skibe; ligeledes maa det have været i Nærheden af Tjernø (nu urigtigt skrevet Kærnø) Kirke, siden de faldne Birkebeiner der bleve begravne.
