Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/319

Denne siden er korrekturlest
301
1197. Slag i Oslo.


Biskop Nikolas ordnede imidlertid Baglernes Fylkinger og bestemte, hvor enhver Afdeling skulde tage sin Plads. „Sigurd Jarlssøn og Hallvard af Saastad“, sagde han, „skulle med Oplændingerne stille sig i Fylking indenfor Nonneklostret, for at hindre Fienden fra at gjøre Landgang der; Kolbein Strinev og Anund Lunns Sønner skulle med den kjekkeste og haardeste Skare passe paa Broen[1] at Fienden ikke ad den Vej kommer ind i Byen, om han skulde lægge til ude ved Trælleberg; men Kongens Fennike og mine egne Folk saavel som Bymændene skulle forsvare Bryggerne og det yderste af Øren[2]. Sverre har ikke saa mange Folk som I tro, hans Skibe ere tyndt besatte, saa at der i det højeste kun er een Mand i hvert Halvrum, thi see I ikke, at de have stillet sine Køjer op i Rummene for at indbilde eder, at det er Folk? Birkebeinerne ere desuden saa bansatte[3], at deres Sverd ikke ville bide, og de selv have ikke ret Mod paa at lægge til Slag; vover Sverre nu et Angreb, er han visselig fejg (d. e. Døden er ham vis), og maaskee gaar det ham lige saa daarligt med Angrebet her som i Sæmsfjorden.“ Biskoppen holdt til Hest, med flere Klerker om sig, oppe i Gaden ved sin Gaard, da Angrebet begyndte og Krigsraabet lod fra begge Sider. Sverre lagde til med saa voldsom Fart, at nogle Fragt-Skibe foran Bryggerne, der laa i Vejen for ham, bleve knuste. Baglerne havde nemlig sænket dem foran Bryggerne, for at Birkebeinerne ikke skulde kunne komme lige til disse, og Kampen førtes derfor en Stund med Bueskud og Haandskud, indtil det endelig lykkedes Birkebeinerne at komme op over Fragtskibene. De to Birkebeiner, som først kom op, hed Bengeir lange og Botulf Hafrssøn. En Engelsmand blandt Baglerne hug efter Bengeir og sagde at de ej skulde gaa op der, men Bengeir, som ypperligt forstod at bruge Sverd og Bukler[4], parerede Hugget af, og gav ham derpaa selv et Hugg under Skjoldet, nedenfor Næsen, saa at Kjæven blev huggen over. Da stormede Birkebeinerne talrigt op paa Bryggen, men Baglerne forsvarede sig godt, saa at det blev en haard Dyst. Da sagde En til Biskoppen: „rid nu frem hardt, Herre, thi vore Mænd behøve højlig eders Hjelp og Opmuntring, vi see ikke rettere, end at Birkebeinernes. Sverd bide nok saa godt!“ „Nej

  1. Dette er Geitabrú eller Gedebroen over Oslo-Elven. Om Beliggenheden af Oslos Hoveddele se for øvrigt ovenfor II. 718, 906.
  2. Her ere Flatøbogen, Eirspenill og Skaalholtsbogen fulgte. Hovedkodex af Sverres Saga angiver, som sædvanlig, Lokaliteterne aldeles forvirret.
  3. Det faldt af sig selv, at Birkebeinerne, som understøttende Sverre og holdende Samkvem med ham, ligeledes vare bansatte.
  4. Bukler, búklari, et Slags mindre Skjold, paa fransk bouclier, i Middelalderens Latin boclerus, bocalarium, bouclarius, bouquelerius, bloquerius; Ordet kommer egentlig af bucca, buccula, der ogsaa brugtes til at betegne Bulen paa et Skjold.