forud, deels flere af Sigurd Markusfostres forrige Tilhængere i Viken, under Valdemars Ophold i og ved Sarpsborg bearbejdet Gemytterne i de nærmest tilgrændsende Dele af Oplandene. Thi just i disse Egne frem-
Vintren og Vaaren i den vestlige Deel af Landet, sandsynligviis i Bergen. Slaget paa Rydjøkel, hvor Are faldt, fandt efter Sturlunga-Saga Sted Allehelgensdag (1 Novbr.) om Høsten i samme Aar (1166,) ikke, som Kongesagaerne have det, i Febr. 1167; at Sturlungasagas Angivelse her er den rette, vil strax nedenfor blive viist, og dette, i Forening med den nøjagtige Fordeling af Begivenhederne paa hvert Aar, give Sturlungasagas Angivelser her mere Tiltro end Kongesagaernes.
Det er saaledes klart, at Kongesagaernes Beretninger om Forhandlingerne med Danmark ej kunne benyttes anderledes, end som Materialier til at fuldstændiggjøre og i enkelte Biting at berigtige Saxos nøjagtigere Fortælling, og at navnlig deres Tidsregning, især saadan som den opstilles i den udførligere Bearbejdelse, aldeles maa tilsidesættes. For det første er der mellem Erlings Ledningsudbud i 1165 og Slaget ved Dyrsaa et Hul af hele to Aar, hvilket Kongesagaerne ganske have oversprunget, og sat Toget til Jylland i umiddelbar Forbindelse med hiint. For det andet tie de aldeles stille om Buris’s Affærer, Erlings Besøg i Sjæland og Halland m. m., og endelig om Valdemars Tog til Norge 1168, hvorved de atter komme til at gjøre et Spring lige fra Dyrsaa-Slaget til Fredsunderhandlingerne. Og hvad der endelig fuldstændiggjør Forvirringen i den udførlige Saga, er at Hettesveinernes Opstand her siges at være begyndt efter Erlings Ophold i Danmark, hvorved enten dette maa henføres til 1166, eller Opstandens Begyndelse til 1170, begge Dele lige urigtigt. Den oven antydede Omstændighed, at Fagrskinna, hvis Text her, som andensteds, maa ansees ældre og mindre bearbejdet end den anden, og mere er mangelagtig, end den egentlig fejler mod Tidsregningen, giver her nogenledes Nøglen til at forklare den vidtløftige Kongesagas chronologiske Fejl. Fortællingen om Krigen og Forhandlingerne med Danmark har, det lader sig nu vanskeligt sige hvorfor, været saare mangelagtig, men ikke nok med, at Hullet mellem 1165 og 1167 er sammendraget ved at henføre Dyrsaaslaget til 1165, har Kongesagaens Bearbejder endog ladet Fredsunderhandlingerne begynde samme Høst, medens Fagrskinna dertil ej nærmere angiver Tiden. Thorlacius har i Fortalen til 3die Birid af Folioudgaven af Snorre fremsat den ikke usandsynlige Gisning, at der i det oprindelige Haandskrift af denne Bearbejdelse ikke har staaet um haustit (om Høsten d. e. den bestemte Høst 1165,) men um haaust eitt (en Høst uden nærmere Angivelse af Aaret), men vist er det, at alle de nu existerende Haandskrifter have haustit. Fejlen er derpaa bleven gjort end værre, idet Bearbejderen, forledet deraf, at den af Fortællingen om de dansk-norske Anliggender (som det af Fagrskinna sees) aldeles uafhængige og dermed parallel løbende Beretning om Hettesveinernes Opstand, rimeligviis ogsaa i den af ham benyttede Sagaskriit har fulgt bagefter hiin, – uden Videre og paa egen Haand (thi i Fagrskinna er det ej skeet, altsaa vel heller ikke i den ældste Sagatext) har indflikket en urigtig chronologisk Bestemmelse, nemlig at Opstanden begyndte, medens Erling var i Danmark. Men da man nu, som det af de islandske Annaler sees, var temmelig paa det Rene med Tidsregningen for Opstanden, kom altsaa Fejlen paa Fortællingen om
