tredie, der forhen var Birkebeinernes sædvanlige Viis, at angribe dem, og lade Odd og Egg skifte; jeg tror visselig at vi ikke ere værre farne, om vi endnu en Gang forsøge at staa Mand ved Mand“. Alle svarede, at de heller vilde stride end flygte. Da vedblev Kongen: „Baglerne see vistnok vor Sammenkomst, men vide ej, hvad vi beslutte. Nu skulle vi først gaa ud til Borgen, derpaa skulle vi gaa ned i Byen i smaa Flokke paa to, tre eller flere, men samles alle inde ved Olafskirken“. De gjorde saa, og da Baglerne vare vante ved at see slige Smaahobe af Birkebeinerne paa Gaden, gave de ikke videre Agt derpaa. Da alt Mandskabet var samlet ved Olafskirken, lod Kongen sit Merke rejse. Han vilde ikke opstille nogen Fylking, men foreskrev kun at enhver skulde styrte frem mod Fienden saa haardt som muligt, og bruge sig som han bedst kunde. „Striden,“ sagde han, „bliver neppe langvarig, thi Baglerne ville nu som før tabe Modet, naar de see Mandfaldet. De ere størst i Ord, ligesom Ræven i Halen. Gjør kun Anfaldet saa heftigt som muligt, da ville hine kun daarligt staa for Hug, der nys ere komne hjemmenfra Kjernemelksasken, og aldrig have seet før, hvorledes Birkebeinerne pleje at bruge sine Vaaben, naar de stride. Løb nu frem, gode Halse, Gud være med os!“
Birkebeinerne styrtede nu frem over Sletterne under Lurenes Skrald, med Raab og gjensidige Opmuntringer. Saa snart de kom Baglerne tilstrækkeligt nær, kastede de Kesjerne. Ledingsfolket i Baglernes Hær tabte strax Modet ved at see Birkebeinerne stevne imod dem under Raab og Luurgnu, medens Sverdene glitrede og Spydene fløj. De mere stridsvante af Baglerne stimlede sammen og stillede sig i Fylking under Anførsel af Sigurd Jarlssøn, men det gik som Kongen spaaede, at de ikke holdt længe Stand, de toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der nedlagde mange af dem, og vare saa nær i Hælene paa dem, at de i en eneste samlet Masse kom nord over Jonsvoldene, og videre langs med Jonskirkegaard. Først da de kom forbi denne, gjorde Baglerne nogen Modstand, men da Birkebeinerne angrebe dem med Sverdene, flygtede de atter, og med endnu større Folketab. Birkebeinerne forfulgte dem lige til Skibene. Nogle af dem sprang i Vandet, de fleste kom ombord paa de Skibe, der laa nærmest Land. Narve, Søn af Hallvard paa Saastad styrede et stort Skib; det blev saaledes overfyldt med Folk, at det stod fast paa Grunden. Da kom Birkebeinerne til; medens nogle af dem holdt det tilbage, for at det ej skulde komme af, anfaldt andre Besætningen og ryddede det aldeles. De fleste af Folkene ombord faldt, hvoriblandt Narve Hallvardssøn selv, nogle styrtede i Vandet. Kong Sverre selv var den hele Tid til Hest, og red ved Siden af sine Mænd, hans Kesje var blodig lige op til Skaftet, saa at Blodet randt ham om Hænderne. Just som han red forbi Jonskirken, kastede en Begling to Kesjer paa een Gang mod ham. Den ene
