at Bymændene ikke ad denne Vej kunde gjøre dem nogen Hinder[1]. Birkebeinerne i og ved Borgen merkede intet, førend hele Byen stod i lys Lue, og da var det for seent at komme til Hjelp; de havde nu nok med at frelse Borgen ved vaade Sejl. Byen brandt nedenfor Strædet (Øvregaden) heelt fra Sandbro til Korskirken, og ovenfor Strædet ligeledes fra Sandbro, men ikke længer end til Nikolai Kirke, thi Ilden standsede her, heder det, da den hellige Rode (Crucifixet) blev baaren imod den fra St. Columbæ Kirke[2]. Sunnivas Skriin blev baaret ud fra Domkirken til Sandbro, og sat ned der. At Ilden ikke gik længer paa den Kant, betragtedes som et øjensynligt Jertegn. Imidlertid laa Baglerne med sine Skuder ude paa Vaagen, og skøde paa dem, der forsøgte at slukke. Biskop Nikolas selv var den hele Tid ombord paa den ene af dem; det var ham, som foreskrev hvor man skulde sætte Ild paa, og hvor man siden skulde skyde for at hindre Slukningen. Dette gjorde ham yderst forhadt. Mange af Borgerne havde, i Forventning om den forestaaende Ødelæggelse, allerede før flyttet alt deres Gods, eller saameget de kunde, bort fra Byen, deels ud paa Landet, deels til Borgen, men ikke faa mistede dog alt hvad de ejede, saaat mangen En, der før havde fuldt op af alt, gik derfra som en fattig Mand, og dette kunde Bergensmændene heller aldrig glemme Nikolas, men viste sig fra den Tid af som Baglernes Fiender. Af Kirkerne brandt Mariekirken og fem andre[3].
- ↑ I Sagaen staar ikke udtrykkeligt, at Baglerne selv kastede Bryggerne af, men Stedet maa dog upaatvivlelig forstaaes saaledes. Meningen er visselig ikke, at de overalt kastede dem af, thi dertil var ej Tid, men at de brøde dem af og gjorde dem ufarbare paa enkelte Steder, hvilket var tilstrækkeligt.
- ↑ Rode (róða) kaldte vore Forfædre saavel som Anglerne et Billede af Christus paa Korset. Deraf endnu det engelske Hoty rood, saaledes Holyrood abbey, den hellige Rodes (Krucifixes) Kirke.
- ↑ De fem Kirker, som brandt foruden Marie-Kirken, maa især være de, der
sporden, ikke langt fra Korskirken. Man skulde snarere formode at Finnegaarden, der omtales i Diplomer fra c. 1400 (se Dipl. Norv. I. 590) har faaet sit Navn efter Gaarden Finnin (Finn) paa Voss, ligesom „Jafjorden“ (nu urigtig kaldet „Jakobsfjorden)“ aabenbart efter Jafjorden i Nordhordland, og i Oslo „Skinheimrinn“ efter Gaarden „Skinheim“ (nu Skjenum) i Smaalenene. Der var flere Gaarde i Bergen i det 12te Aarhundrede, som vi ej kunne vente at gjenfinde i de nuværende Stuer, hvis Navne kun ere vedligeholdte fra den Tid, de Kontorske begyndte at have fast Tilhold der, og hvoraf neppe noget er ældre end Midten af det 13de Aarhundrede. Man søger saaledes forgjæves efter „Sigrid Sætas Gaard,“ Aura-Paals Gaard, Dagfinn Bondes Gaard“, o, fl. Fiskebryggen, som Eirspenill og Skaalholtsbogen kalder den, Fauskabryggen, efter Flatøbogen, og Føskabryggen, efter Texten i Fornm. S. VIII. S. 380, maa da have ligget nedenfor (gegnt d. e. ligefor) Finn Forstanders Gaard, ikke over paa Stranden.
