Samme Dag skrev Paven et Brev til Erkebiskop Erik alene, hvor han, efter først i de sterkeste Udtryk at have rost ham for hans Fasthed og Udholdenhed, som hverken Forfølgelse, Sverdet, Hunger, eller langvarig Landflygtighed havde kunnet rokke fra at forsvare Kirkens Frihed, ligesaa lidt som Trusler, Smiger, Bønner eller Løfter havde kunnet bevæge ham til enten aabenbart eller hemmeligt at begunstige Helligdomskrænkeren, den frafaldne Sverre, der ved Blodsudgydelse og Vold havde bemægtiget sig Riget, til sin egen Moders Skjendsel udgivende sig for at være af kongelig Æt, – siden udtaler sit højeste Mishag over at, skjønt Erik som Metropolit burde understøttes af sine Suffraganer, og ingen af dem burde kunne driste sig til at begunstige hiin bansatte Mand, der stræbte efter at bringe Kirker og Kirkens Mænd i Trældom, undertrykke de Fattige og udgyde uskyldigt Blod, understod dog Biskoppen af Bergen sig, tvertimod Pave Coelestins Mandat og Erkebiskoppens eget Forbud, fremdeles at følge Sverre paa hans Krigstog, bolde Gudstjeneste for ham, skjønt bansat, og i hans Nærværelse at udføre alle kirkelige Sakramenter, uden at bryde sig om at Erkebiskoppen oftere havde indstevnet ham til sig. „Men“,vedbliver Paven, „da en saa stor Frækhed bør straffes paa det strengeste, overdrage og befale vi eder herved, hvis Sagen forholder sig saaledes, som angivet, at suspendere ham fra hans Embede og Len, og ikke at ophæve Suspensionen, førend han har fremstillet sig for os selv. Undlader han at opfylde din Befaling, skal du lyse Kirkens Ban over ham, og hver Søndag samt Festdag under Klokkernes Ringen og ved udslukt Lys offentlig erklære ham exkommuniceret, for at i det mindste Undseelse og Straf kan tvinge den, hvem Frygt for Herren ej kalder tilbage fra det Onde. Thi Sverre selv ville vi ikke absolvere, førend han giver saa tilstrækkelig Satisfaktion for sine begangne Synder, at vi med nogenlunde Rimelighed kunne modtage den[1].“ Men ikke nok med Forsøget paa at fjerne alle Nordmændenes Hjerter fra Sverre, søgte Innocentius at give sit Anathema endnu mere Eftertryk ved ogsaa at oprejse fremmede Fiender mod ham. Samme Dag, han udstedte Interdikt-Bullen, tilskrev han ogsaa Kongerne i Danmark og Sverige saavel som Jarlen Byrge Brosa hver et Brev til, hvori han, efterat have opregnet Sverres Forbrydelser i de selvsamme Udtryk, vi have seet af Interdikt-Bullen, opfordrede dem til saaledes at ruste sig for at forsvare Kirker og Gejstlige i deres Frihed, udfri baade Fattige og Mægtige fra Forfølgerens Haand, og kuldkaste hiint Uhyre, der kun skaanede dem, han ej kunde skade, at de derved kunde erhverve evig Løn hos Gud, og Pavens Taknemmelighed; han bad dem indstændigt hjelpe alle dem, der søgte at hindre en saa stor
- ↑ Innocents den 3dies Breve, No. 384.
