Skjendighed, og at modstaa dem, der søgte at befordre den, for at hiint Djævelens Lem ikke paany skulde kunne rase i Norges Rige, eller bevirke nye Forfølgelser mod Kirkerne[1]. Rækken af alle disse Tordenbreve slutter Paven endelig med et Brev til Erkebiskop Erik af 10de Oktober, hvori han svarer paa hans Forespørgsel (der da rimeligviis er skeet ved de samme Sendebud, som overbragte den Fremstilling af Forholdene, der fremkaldte de nys anførte Breve), om, hvor vidt et Alter, hvorved en exkommuniceret Gejstlig havde holdt Messe, burde indvies paany, og hvor vidt en Exkommuniceret, der vel havde aflagt Ed paa at ville holde sig Kirkens Bud efterrettelige, men endnu ej havde modtaget Absolution, kunde stedes til Samkvem med andre, fremdeles hvad Straf der skulde paalægges dem, der med eller mod deres Vilje holdt Samkvem med Bansatte, samt endelig hvad der skulde foretages med Prester, der enten styrede Skibe til Kamp, eller selv kæmpede, eller ophidsede andre til Kamp uden selv at kæmpe med. Idet Paven besvarer de første Spørgsmaal benegtende, erklærer han med den største Bestemthed, at alle Gejstlige, der paa den nys nævnte Maade deeltage i Krig, synde groveligen og bør afsættes[2]. Man har vistnok klogeligen undladt at fortælle Paven, at ingen „syndede grovere“ i dette Stykke, end Nikolas selv.
Den første Virkning af disse Breve, der maa have naaet Norden efter Vintrens Begyndelse, da Sverre opholdt sig i Nidaros, var, som man maa antage, at den eneste af Biskopperne, der endnu var bleven ham tro, forlod ham: vi finde nemlig Martin allerede i 1199 samt et Par Aar efter i Landflygtighed og Erkebiskop Absalons Gunst[3] tilligemed de øvrige norske Biskopper, der, naar de ikke befandt sig ved Baglernes Hær, opholdt sig enten i Danmark eller i Sverige[4]. Ligeledes er det sikkert nok, at Exkommunikationen for Sverre og hans Tilhængere, og Interdiktet for de Dele af Riget, der endnu vedbleve at være ham tro, nu blev forkyndt
- ↑ Sammesteds, No. 383. Liljegrens Dipl. I. No. 107.
- ↑ Innocents den 3dies Breve, No. 381.
- ↑ Martin forekommer nemlig allerede i 1199 tilligemed Erkebiskop Erik som Vidne ved et af Erkebiskop Absalon udstedt Brev (se Suhms Historie VIII. 481, hvor Brevet loves aftrykt i Bilagene, uden at det dog findes blandt disse) og i 1201 betænkte Absalon ham ved Siden af de øvrige landflygtige norske Biskopper i sit Testamente, se Langebek Scr. R. D. V. S. 424.
- ↑ Haakon Sverressøns Saga, Claussøns Overs. At Martin var den eneste af Biskopperne, som i 1198 holdt fast ved Kongen, sees noksom af det nys omtalte Pavebrev, hvor alene han nævnes. Om Nikolas og Ivar, Sverres afsagte Fiender, kan der ej engang være Spørgsmaal; Biskop Njaal, der havde hejmme i den af Baglerne besatte Deel af Landet, har vist ikke villet lægge sig ud med disse for Sverres Skyld.
