med saadan Strenghed og Offentlighed, at ethvert Forsøg paa at benegte Banbullens Egthed, ligt det forrige, nu maatte opgives. Dette betog imidlertid ikke Sverre Modet: det bragte ham kun til at anspænde alle sine overordentlige Aands-Kræfter i endnu højere Grad end før, og til at anvende langt ædlere og ham værdigere aandelige Vaaben, end dem, han tidligere havde nedladt sig til at bruge, idet han nu enten selv, eller ved Hjelp af en eller anden unavngiven talentfuld og kundskabsrig Gejstlig, der endnu var ham tro, udarbejdede og offentliggjorde et lidet Stridsskrift, hvori den norske Gejstligheds Ferd saavel i Almindelighed, som imod Kongen i Særdeleshed paa det skarpeste blev gjennemgaaet og dadlet, og Kongemagtens Sag punktviis forsvaret, alt i et kraftigt, indtrængende og populært Foredrag, med hyppige Anførsler af den kanoniske Ret, saavel paa Latin som paa Norsk, hvorved Rigtigheden af de fremsatte Paastande søgtes godtgjorte[1]. Dette merkelige lille Skrifter endnu til, og afgiver et i sit Slags enestaaende Vidnesbyrd om den Dygtighed i Pennen og de Indsigter i den kanoniske Ret, Sverre under sin gejstlige Opdragelse maa have tilegnet sig[2], thi om man end er mindre tilbøjelig til at antage, hvad der dog liggger nærmest, at han selv har ført det i Pennen, gjenkjender man dog i hver Linje hans hele, af Sagaen saa vel bekjendte, Personlighed, og kan neppe et Øjeblik tvivle paa, at Skriftet i det mindste er forfattet under hans umiddelbarel Tilsyn og Medvirkning, og at det ikke indeholder et Ord eller en Sætning, som han ikke selv paa det omhyggeligste har drøftet og gjort til sit eget. Man vil idetmindste neppe kunne paavise en eneste, der med større Sandsynlighed kunde være Skriftets Forfatter, end netop Sverre selv[3].
„Begyndelsen til vor Tale,“ heder det først, „være den, at Gud den almægtige være med os og give Folk Forstand til at skjønne de Ord, jeg vil have talt. Vort Lands Sygdom er saa stor, at det er enhvers Pligt at stille de Ord sammen, der kunde bringe Almuen til at indsee, hvad der er retteligst og fornuftigst; vi ville derfor her fremsætte og udvikle disse Sager for eder, efter den Indsigt og Kundskab, Gud har forlenet os, thi nu synes det os virkelig at være kommet dertil, at Christendommen her iblandt os næsten er forspildt. Jeg beder alle at eftertænke og granske
- ↑ Om dette se fornemmelig Fortalen til Werlauffs Udgave af 1815 (Anecdoton historiam Sverreri regis Norv. illustrans) samt Ytringerne derom i Fortalen til udg. af Kongespejlet saavel som af Stridsskriftet, Christiania 1848, S. XVI–XVIII. At Skriftets Forfattelse netop falder i den her angivne Tid, sees noksom deraf, at det berører saavel Interdiktet som Biskoppernes Flugt fra Landet.
- ↑ Se ovenfor S. 55.
- ↑ Man seer strax i det Følgende, at hvor Skriftet bruger Udtrykket „vi“ og „os“, menes stedse Kongen og hans nærmeste Tilhængere.
