Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/356

Denne siden er korrekturlest
338
Sverre Sigurdssøn.

lige over for dem, og med Rette burde taale alle Beskæmmelser, de finde for godt at tilføje os. Det er aabenbart, at de Ligklæder, som Gud løste fra Lazarus’s Ansigt i Graven, ere nu bundne om vore Lærefædres Ansigt, thi de vise os ingen anden Vej end Dødens, eftersom nogle skaffe Interdikt og Bansættelser i Landet, andre samle Hær og Flokker, Vaaben og Skjolde, fratage os vort Gods og vor Frihed, anstifte store Manddrab, og søge saaledes baade at fordærve vore Legemer og vore Sjæle[1]. Men skjønt vi maa døje Bebrejdelser af Biskoppen i Rom eller Kardinalerne, da give vi dog ikke Paven Skyld derfor, thi han veed ikke bedre Besked om hvad der foregaar i dette Land, end hvad der skeer i andre langt bortliggende Lande; men Ophavsmændene dertil ere vore Biskopper og Gejstlige, thi de forebringe Paven Usandheder og Løgne, af Fiendskab mod os, men Paven tror at de fare med Sandhed, skjønt de fare med bedragerske og løgnagtige Ord. Hvad Kongen angaar, da veed vist alle og enhver, om det er sandt, at han har gjort den hellige Kirke eller lærde Mænd nogen Fortred; vi tro at faa Konger har undet Gejstligheden bedre Net og Frihed, eller bedre holdt Haand over hellige Stiftelser, end denne Konge, naar man skal tale den rene Sandhed. Og da nu dette er den rene Sandhed, kunne alle lettelig skjønne, at om hine have bragt slette Tidender om Kongen til Paven, have de kun bragt dem med Løgn og Svig, Kongen og Folket til stor Skade og ej engang sig selv til noget Gavn. Og om end Paven har afsagt nogen Dom, da rammer den ikke Kongen eller nogen sagesløs Mand i Landet, thi Gud er altid retdømmende, og Guds Domme bestemmes derfor altid efter Retfærdighed, men ikke efter løgnagtige og svigefulde Mænds Ondskab.“ … Her anføres nu flere Steder af Dekretet, som man næsten skulde formode, efter Hukommelsen, da enkelte af Udtrykkene stundom afvige noget fra Stedernes egentlige Ordlydelse, saaledes som de forefindes i Udgaverne. Disse Steder gaa alle ud paa at godtgjøre, at en uretfærdig kirkelig Dom eller Bansættelse ikke kan skade den, hvem den ufortjent er overgaaet, men er for hans Vedkommende at betragte som ugyldig, og rammer kun Ophavsmanden[2]. „Disse Exempler, og mange andre,“ vedbliver Forfatte-

  1. Her sigtes, som man noksom seer, ligefrem til Biskop Nikolas.
  2. De vigtigste af disse, og unegtelig heel slaaende, ere følgende, hentede fra Decr. P. II. C. XI. q. III. – Gelasius I: „Den, over hvem en (kirkelig) Dom er afsagt, aflægge sin Vildfarelse, saa er Dommen hævet; men er den uretfærdig, bør han saa meget mindre bryde sig derom, som en uretfærdig Dom ej kan skade Nogen hos Gud og Kirken. Derfor behøver han ikke at attraa nogen Absolution derfor, saasom han ingenlunde kan betragte sig bunden derved“ (Cap. 46). – Augustinus: „Dette siger jeg ikke paa kvantsviis, at hvis nogen Troende bansættes uretfærdigt, skader det snarere den som gjør det,