hed at bevare dem for Gud, som hitte være christne; og er nogen saa ufornuftig, at han selv betræder Vildstien, er det deres Pligt at lede ham tilbage med gode Overtalelser, blide Lærdomme og kjærligbedsfulde Raad“[1]…
„Enkelte af vore lærde Mænd svæve i den Vildfarelse, at de tro at det regnes dem som en god Handling eller tjener til Christendommens Værn, at de oversee deres Konge eller andre Høvdinger i Landet, der tjene ham, eller hans Mænd, som styrke ham i Rigsstyrelsen, ja endog lægge ham for Had, som om Kongen var en beskikket Modstander af Gud og den hellige Kirke. Enten maa de være uvidende om, hvad den hellige Skrift byder dem, eller de forfalde i denne fordærvelige Tro ved Vranglærdom eller Avind. Men fordi vi antage, at det hos de fleste dog mest kommer af Uvidenhed, ikke af ond Vilje, skjønt der ogsaa gives dem, hvor denne er den raadende, ansee vi det nødvendigt at fremdrage de Udsagn af de hellige Bøger, der gjør det klart for alle, at deres Pligt og Guds Bud byder dem at vise Troskab mod Kongen og i alle Dele paasee hans Hæder; medens vi ansee dem som aabenbare Kjettere, der gaa imod Kongen eller den kongelige Majestæt, især hvori de ogsaa drage andre med sig, uden at lægge Merke til, hvad Gud selv siger i Euangeliet: Vee eder, som lukke Himmeriges Rige, selv gaa I ikke derind, og tillade heller ikke andre at gaa ind. Og vel kunde det behøves at passe nøje paa, at kun de Mænd bleve tagne til at være vore Lærefædre, der forstaa og skjønne de hellige Skrifter, og havde siden faa meget bedre Vilje til at overholde disse Bud, som de selv saameget bedre kunde indsee det rette; thi det forekommer os ingenlunde alvorligt, at de skulle være vore Mestere, som ikke kunne mere end vi[2], og vi tro dem ikke berettigede til at staa ved det hellige Alter og frembære de dertil hørende Offere, uden de selv forstaa, hvilket Embede der er dem overdraget[3]… Nu skulle I vide og forstaa, baade Lærde og Ulærde, at Konger og verdslige Høvdinger slet ikke ere beskikkede som Modstandere af Gud eller den hellige
- ↑ Her anføres og forklares omstændeligt det bekjendte Sted i Joh. Ev. 21, 15–17, hvor den opstandne Frelser tre Gange spørger Peter, om han elsker ham, og da denne svarer „du ved Herre, at jeg elsker dig“, hver Gang gjentager Budet: „vogt mine Faar“.
- ↑ Her synes det næsten, som om der atter er en Hentydning til Biskop Nikolas, der var mere Lægmand end Gejstlig.
- ↑ Her anføres Decr. P. II. C. XXV. qv. l. c. 137 hvor Udtrykket qui sacris nescit obedire canonibus, nec sacris administrare, nec communionem capere sit dignus altaribus, oversættes, unegtelig noget tvunget, men saaledes at det bedre passer med hvad man vil have frem: „de som ikke forstaa det hellige Alteres Embede eller udføre det skjødesløst, ere ikke værd at nyde de Offere, der tilhøre det hellige Alter.“
