Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/362

Denne siden er korrekturlest
344
Sverre Sigurdssøn.

hver Kirke paa egen Haand til hvem de fandt for godt, ligeledes hvad Biskopper og Abbeder angik.“ – – Her følger nu den Fremstilling af Forholdene før og efter Erkestolens og Domkapitlernes Oprettelse, som allerede er meddeelt ovenfor, hvor der handledes om disses Valgret til Biskopsstolen og hvor det paastaaes, at det Samtykke, Kongerne Eystein, Sigurd og Inge gave til at Biskopsstolen skulde besættes efter Domkapitlernes Valg, kun gjaldt for det Tilfælde at der var flere Konger paa een Gang, der ellers kunde finde paa at vælge og med Magt at forfegte hver sin Kandidat; ligesom der og til Beviis paa, at Kongerne selv ikke meente det anderledes, anføres, hvad vi tidligere have omtalt, at Kong Inge efter Erkebiskop Jons Død valgte sin Kapellan Eystein til Erkebiskop uden at spørge Chorsbrødrene ad, og drev den af Eystein udnævnte Paal fra Biskopsstolen i Bergen, men satte i hans Sted Nikolas Peterssøn fra Sogn[1]. „Denne Begivenhed,“ heder det, „er ikke foregaaet for længere Tid tilbage end at mange endnu erindre den[2], og man behøver her ikke at hente Besked længere borte end hos endnu levende Folk; det er saaledes kun Vaas, ugrundet og intetsigende Snak, hvad Biskopperne og de lærde Mænd fore i Munden;af Falskhed og Svig tale de Ord, som vække almindelig Uro, og det er tydeligt nok at see, at de nu baade ville være Konger og Biskopper paa een Gang. Vi have ogsaa hørt dem paastaa, at Kongerne skulde have stadfæstet dem disse Gaver, saa og at de have pavelige Privilegier paa den samme Stadfæstelse. Men dette erklære vi for en løgnagtig Paastand; have de rigtige Beviisligheder, da staa de frem for os i Manges Paahør og lade disse Beviisligheder ransage: viser det sig da, at Brevene ere retteligt erhvervede og af et Indhold, der stemmer med Billighed, med Dekreterne, eller med Kirkeloven, da er det Kongernes Pligt at rette sig derefter. Men har man forlangt, hvad der strider mod de hellige Bestemmelser, med bedragersk List eller ondskabsfuld Vindesyge, da er det retfærdigt, at Hensyn til Maadehold og Sandhed omstyrter al Svig og alle Overgreb, thi saaledes bestemme de hellige Love selv“[3]

„Alle disse Steder, vi nu have anført af de hellige Love og Dekreter, findes tilligemed mange andre Beviissteder, som vi her ej meddele, skrevne i en Bog. Men her ere de meddeelte med Oversættelse i vort eget

  1. Se ovenfor II. 877.
  2. Dette er et udtrykkeligt Vidnesbyrd om Tidsalderen, hvori Skriftet er forfattet.
  3. Her anføres fremdeles Beviissteder af .Dekretet, fornemmelig flere, der gaa ud paa at Reskripter eller Bevillinger, udvirkede mod Retten, og under falske Forevendinger, ikke bør ansees gjeldende, og at den,der udvirker dem, bor straffes. F. Ex. Decr. P. II. C. XXV. qv. II. c. 15, 16.