Sprog, for at de, der ikke forstaa dem paa Latin, kunne forstaa dem, oplæste i Modersmaalet, enten de ere Lærde eller Ulærde. Enhver overveje nu med Retfærdighed, ikke med Partiskhed, hvorfra den Uro kommer, som nu hersker i vort Land, siden vore lærde Mænd, der ere dens Ophavsmænd, beskylde Kongen for at ville spilde Christendommen. Altsammen er saaledes oversat, som den rette Mening fordrer, skjønt Ordene hist og her falde noget anderledes end bogstaveligt efter Latinen. Er der Nogen, som siger, at vi ikke have forklaret Stederne rigtigt, da henvende han sig desangaaende, om han vil, til os, og lade sig siden overbevise, om vi faa svaret ham med gode Grunde. Thi dette have vi ikke fremført af Lyst til at trætte med nogen, men af den rene Nødvendighed, ja vi have endog udbredt os mindre vidløftigt over et og andet, end det til den rette Forstaaelse kunde synes ønskeligt. Nu vil man kunne skjønne, hvad der er Aarsag til Forstyrrelsen, om det er Kongen, som gjør Fordring paa hvad der tilkommer de Gejstlige og vil unddrage dem deres Hæder, eller det er Gejstligheden, som gjør Kongen hans Hæder stridig. Og afføder denne Uro og Forstyrrelse virkeligt Kjetteri, som det nu desværre seer ud til, da viser det sig kun, at Kjetteri og Christendomsspilde kommer fra samme Hold som sædvanligt; vi kjende nemlig faa Exempler paa at Konger have stiftet Kjetterier, men derimod mange paa, at Konger just have standset dem, og Biskopper stiftet dem, saaledes som man kan see af de Kjetteres Navne, vi nu ville opregne“… Her følger nu en lang Fortegnelse over flere af Kirkehistorien bekjendte Biskopper og Prester, hvis Læresætninger ere blevne erklærede vrange og vildledende; i Spidsen for hele Rækken stilles, besynderligt nok, de jødiske Yppersteprester Annas og Kajafas, „der fordømte Gud selv, og opeggede den store Hob til at fordre hans Død, skjønt de saa alle hans Jertegn“[1]. „Vi have her,“ heder det, „opregnet temmelig mange lærde Mænd, som have afstedkommet Kjetteri, og kunde endnu opregne flere. Vi have dvælet ved denne Omstændighed, for at Folk skulle skjønne og vide, at Kjetteri oftere er kommet fra Biskop-
- ↑ Her nævnes Arius, Macedonius, Nestorius, Priscillianus, Pelagius, Apollinaris, o. fl. Men den merkeligste af dem alle, som slutter Rækken, er en „Nikolaus Advena“, der skulde have været Christi egen Discipel og siden blev Biskop i Serkland (Arabien), men ikke desto mindre var den samme, der senere blev bekjendt under Navnet Maumet (Mohammed), og stiftede den mohammedanske Lære. Dette Sagn, der maa have været omtalt i et eller andet, nu tabt eller lidet kjendt, theologisk Skrift fra Middelalderen, har, saavidt vides, ikke været berørt i noget nyere kirkehistorisk Verk, men kunde nok fortjene en nærmere Eftergranskning. Skulde man ellers formode, at Sverre, eller Skriftets Forfatter, med Flid har sluttet Rækken med denne „Nikolaus, den største og værste af alle Kjettere“, for derved at lede Tanken hen paa Biskop Nikolas og endog gjøre Navnet forhadt? Det er slet ikke usandsynligt.
