ikke strengt, og kun paa enkelte Steder har været overholdt, ligesom man vel og kan antage, at mange af de frafaldne Birkebeiner, der i Løbet af Vintren vendte tilbage fra Baglernes til deres gamle Parti, ere blevne overbeviiste ved de i Skriftet udviklede, indtrængende Grunde. Af de Ytringer, som Birkebeinerne oftere lode falde om „Kjetterbiskoppen Nikolas“, og „de bansatte Bagler“[1], skulde det næsten endog synes, som om de bogstaveligt holdt sig til den i Skriftet paapegede Sætning, at en uretfærdig Bansættelse rammer dens egne Ophavsmænd, og at de betragtede Nikolas som en Mand, hvis Navn passende kunde slutte den lange Række af gejstlige Kjettere. At man maa have sat Priis paa Skriftet, kan vel sluttes endog deraf, at vi nu kun kjende det af en Afskrift, tagen i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede[2], thi det er heraf øjensynligt, at ej alene samtidige Mænd have søgt at opbevare det til kommende Slægter, men at det et heelt Aarhundrede efter de Begivenheder, der fremkaldte det, endnu læstes med Interesse. Enkelte gejstlige Korporationer vedbleve fremdeles at holde Venskab med Sverre, uden at kære sig om Bansættelsen. Dette see vi deraf, at der paa Cistercienser-Ordenens Generalmøde i Aaret 1200 blev bestemt Straf for de Munke af denne Orden i Norge, der vovede at holde Messe for den bansatte Konge[3]. Altsaa have Munkene i Lyse Kloster og Hovedøens Kloster trods Bansættelsen ikke ligefrem villet bryde med Sverre, eller i alle Fald, naar han havde Magten ved Bergen eller Oslo, føjet sig efter hans Ønsker, som om Bansættelsen ej var til. Overhoved vide vi om Hovedøens Kloster, at det holdt sig inde med enhver Konge, Fyrste eller Kronprætendent, der spillede Mester i dets Naboskab, og at det lod sig tildele Beskyttelsesbreve af ham[4].
Pavens Henvendelse til Danmarks og Sverigs Fyrster bleve ligeledes uden Virkning) Kong Knut af Danmark havde fuldt op at bestille med en farlig Krig, der paa denne Tid førtes med Markgreve Otto af Brandenburg, Grev Adolf af Holsten, saavel som flere tydske Smaafyrster, der understøttede dem[5]. Den svenske Kong Sverke synes, trods fine danske Forbindelser, at være traadt i et venskabeligt eller idetmindste ikke fiendtligt Forhold til Sverre, thi foruden at den ovenfor omtalte, af Baglerne dræbte Karl Sverkessøn, der, om han ikke var hans Søn, i alle Fald maa have været hans Farbroder, var gift med Sverres Datter Ingebjørg, egtede Kong Sverke selv paa denne Tid eller ikke længe efter Jar-
