skød paa dem, og tilføjede dem al den Skade, de kunde. Biskop Nikolas talede oftere for sine Mænd og førte ret det store Ord. „Sverre Prest,“ sagde han, „har nu ikke mere tilbage af Norge end et Nes, og egentlig var det nok for ham, om han kun raadede for den Strimmel af Øren, der ligger udenfor Palissaderne, og selv hang der paa Galgen. Vi Bagler behøve ikke at bryde os om hvor han farer med de Havbukke, han nu lader klinke sammen i Byen, thi førend Thrønderne have noget Gavn af dem, ville de nok see alle sine Huse forvandlede til Kul. For den Sags Skyld kunne vi gjerne sværme om i Fjorden, som vi finde for godt, uden mindste Frygt, thi Birkebeinerne have ingen Styrke, der kan maale sig med vor.“ Af disse Ytringer seer man imidlertid, at der dog har hersket nogen Betænkelighed blandt Baglerne med Hensyn til denne Flaade, Sverre nu søgte at faa i Stand. Da Baglerne kom tilbage fra dette Tog, lagde de til ved Depil (Devle) indenfor Ladehamrene med de store Skibe, hvis Mandskab her gik i Land for at søge ovenom til Broen, og der begynde Angrebet, medens Smaaskuderne roede udenom ind til Elven, hvor deres Besætning vilde gjøre Landgang. Sverre var imidlertid vel forberedt paa at møde Angrebet. Den største Deel af sin Hird havde han ladet tage Plads oppe ved Broen, under Anførsel af Haakon galen og Peter Steyper; selv stillede han sig med en ringere Styrke ude paa Øren; paa Huustagene langs hele Elven, der vare forsynede med Brystværn af Bord, næsten som Viggyrdler eller Skandseklædninger paa Skibe, stode Ledingsmænd og Bymænd, forsynede med tilstrækkeligt Forraad af store Stene til at kaste paa Fienden. Baglernes Skuder vovede ikke at lande ude ved Bratøren, hvor Sigrflugan, Sverres Merke, saaes at vaje. De roede heelt op til Skellinghellen, og skød paa Bymændene, men torde ikke komme ret nær, formedelst den Steenregn, hvormed de hilstes fra Husene og Bryggerne, og lode sig derfor drive med Strømmen ned igjen til udenfor Bakke. Sverre gik da op til Smedeboderne, og lod Baglerne hilse, at de gjerne kunde komme i Land paa Bratøren. De forsøgte virkelig ogsaa at lande der, men med øjensynlig Ængstelse; og da Sverre nu
hvilket umuligt kan betegne nogen tidligere Dag end Pindseaften, 5te Juni (og selv dette kun med Nød og neppe, da man egentlig ikke regnede „Hvitadagene“ førend fra 1ste Pindsedag, se Biskop Arnes islandske Christenret, Cap. 26, hvor Pindseaften kaldes „Løverdag før Hvitadagene“), og Tiden for Slaget bliver endda knap nok. Opholdet i Aasenfjorden bliver saaledes fra 16de til 18de Juni, ved Orkaelven fra 9de til 16de, ved Rødbjerget fra 7de til 9de; Slaget maa altsaa have staaet selve første Pindsedag, den 6te Juni, og, som man kan slutte af Ytringen, at Baglerne efter Slaget overnattede ved Smil, om Eftermiddagen. Tiden til Toget indad Fjorden og tilbage igjen bliver saaledes efter den allerrummeligste Beregning fra Pindseaften den 5te, maaskee om Morgenen, til Pindsedags Middag den 6te.
