Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/370

Denne siden er korrekturlest
352
Sverre Sigurdssøn.

med sine Folk ilede imod dem, og angreb dem med den heftigste Pile- og Spyde-Regn, toge de strax Flugten i saadan Forvirring, at et af deres Fartøjer kom paa Grund og nær var faldt i Birkebeinernes Vold; mange af Besætningen bleve dræbte og saarede. De øvrige skyndte sig ud af Elven, og tilbage til de store Skibe. Imidlertid angreb Baglernes Hovedstyrke, tinder Anførsel af Biskop Nikolas, Hallvard af Saastad og Inge, som de kaldte deres Konge, Birkebeinerne ved Broen. Disse ilede strax imod dem, og begge Parter mødtes midt paa Broen, hvor der nu blev en overmaade hidsig Kamp, i hvilken flere faldt paa begge Sider. Birkebeinerne bleve først trængte tilbage af Baglerne, men da disse kom under Kastellet ved Bro-Enden, standsedes de ved Stene, som Besætningen slyngede ned paa dem; de tapreste af Birkebeinerne vendte sig nu atter imod dem, og drev dem paa Flugten. Derved opstod saa stor Trængsel paa Broen, at Rækværket gik af paa begge Sider, og mange af Baglerne styrtede ned i Elven, ligesom flere ogsaa bleve dræbte paa Broen. Da Baglerne saa at de intet kunde udrette paa denne Maade, trak de sig tilbage ud af Skudvidde, for at overlægge om hvad der var at gjøre. Biskop Nikolas raadede til at brænde Broen af, thi da vilde Birkebeinerne ingen anden Udvej have fra Byen, end gjennem Borgen paa Ilevollene: naar man da lejrede sig der og sperrede dem denne Vej, var det, tænkte han, en let Sag at udhungre dem. Baglerne fulgte dette Raad, og forsøgte paa antænde Broen, men skjønt de nok fik sat Ild paa den, lykkedes det dem dog ikke at brænde mere op end noget af den sydlige Ende, hvoraf et Lag blev staaende tilbage, thi Birkebeinerne vare strax ved Haanden og slukkede Ilden. Nikolas og de øvrige Anførere maatte saaledes med uforrettet Sag vende tilbage til deres Skibe ved Depil. Paa Vejen aflagde de dog først et Besøg i Elgeseter, og tvang, under Trusel af at brænde Klostret op, Prioren og de øvrige Kanniker til at følge med, og gaa ombord i Biskoppens Skib for at deeltage i Kampen mod Sverre. Strax efter kom Smaaskuderne fra den uheldige Kamp ved Bratt-Øren, og den hele Flaade blev liggende paa samme Sted om Natten. Morgenen efter (den 7de Juni) lagde Baglernes mindre Skibe sig paa den anden Side af Ladehammeren, der vender mod Byen, medens Biskop Nikolas paa sit hurtige Skib Raudsuden roede over til Ilsviken, for at udsee et Sted, hvor man bedst kunde lægge til, om man paany vilde gjøre Landgang. Sverre kjendte Skibet, og lod strax en saakaldet Karfe drage fra Elven tvers over Øre-Odden, idet en Mængde Folk gik paa begge Sider, saa at den ikke kunde sees fra Søen. Nikolas fik dog strax Øje paa den, saasnart den var kommen i Søen, og bad heel forfærdet sine Mænd tage til Aarene og ro afsted saa hurtigt de kunde. „Jeg giver eder,“ sagde han, „baade grønt og rødt Klæde til Kjortler, naar I kun ro godt; men I ror jo ikke! see