Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/375

357

1199. Slag paa Strindsøen.

var nu kommen lige ud paa Strindsøen. Førend Slaget begyndte, holdt Sverre en kort Tale til sine Mænd, hvori han, tvert imod sin sædvanlige Mildhed, foreskrev, at hvis de, hvad han ej tvivlede om, vandt Sejr, skulde de nu huske paa, hvorledes Baglerne havde udhungret dem forrige Sommer, og derfor ikke skjenke nogen af dem Livet, undtagen dem, der henvendte sig umiddelbart til Kongen selv; det var tydeligt, sagde han, at man ikke fik disse Fiender af Vejen uden med Odd og Egg; blandt deres Rækker vare saa mange Edsbrydere og Kongesvigere, at de nu alle skulde undgjelde derfor. Kampen førtes med stor Heftighed i sex Timer lige fra Middag til Midaften. Sverre selv skød idelig med Laasbue, ligeledes Philip Jarl. Denne blev saaret af en Piil i Armen tinder Armskinnen, men drog ikke Pilen ud førend om Aftenen, da Alt var forbi. Efterhaanden begyndte Besætningen at tyndes paa Hallvards Skib, og man entrede saa vel fra Kongeskibet som fra Jarlsskibet. Hallvard var ilet ned af Løftingen, og blev dræbt midt paa Dækket, under Skjermtaget. Agter paa hans Skib var der en Mand, iført en gautsk Hjelm og Pantser, der i Begyndelsen af Slaget havde faaet Næsen knust af en Skjefteflette, men kæmpede dog fremdeles med den største Tapperhed; da Skibet begyndte at ryddes, steg han op paa Skjermtaget ved Masten. En Hirdmand blandt Birkebeinerne, ved Navn Askell, sterk af Kræfter, og iført Spangbrynje, gik op imod ham, og hug til ham, men Hugget traf en fremragende Teltstang. Den anden, der hverken havde Sverd eller Skjold, slog til Askell med en svær Steen, saa at han faldt ned af Skjermtaget. Flere, som saa dette, sagde, saa Kongen godt kunde høre det, at det vilde være en ønskelig Sag, om denne tapre Mand fik beholde Livet, og lod sig overtale til at træde over i deres Tjeneste, han vilde nok tilgavns kunne værge sit Rum. Men Kongen lod som om han intet hørte. Kort efter blev Manden truffen af en Paalstav, saa at han faldt ned af Skjermtaget. Askell var imidlertid kommen paa Benene, og Kampen mellem dem begyndte igjen; Enden blev, at Askell dræbte ham, men havde faaet store Saar. Ny blev Hallvards Skib aldeles ryddet, og derpaa de øvrige fem, det ene efter det andet. Biskop Nikolas, der tilligemed Baglerkongen Inge var ombord paa Raudsuden, havde den hele Tid ej holdt sig nærmere Striden, end at de kunde see, hvor hen Lykken vilde vende sig. Saasnart de merkede, at Birkebeinerne fik Overhaand, roede de af alle Kræfter ud efter Fjorden. Det lader til at Sigurd Jarlssøn og Reidar Sendemand fulgte deres Exempel, thi ogsaa de vare ombord paa Smaaskuder, og havde, som det synes, slet ikke deeltaget i Kampen. Da de store Skibe vare ryddede, flygtede alle de letteste Skuder ud efter Fjorden; endeel styrede derimod ind til Kysten, hvor Mandskabet vilde springe i Land, men Birkebeinerne vare lige efter dem, fældte