landene, deels øster paa Marker, uden, som det synes, at vove sig ned til Kysten, idetmindste saa længe Erling var i Nærheden. Denne var imidlertid ikke ledig, men benyttede Opholdet i Viken til hemmelige Underhandlinger med Buris Henrikssøn i Danmark, der, selv en Ætling af Sven Ulfssøn i tredie Led, og begjærlig efter Tronen, kun slet dulgte sin Misfornøjelse med at Valdemar havde faaet sin spæde Søn Knut udnævnt til Konge og Tronfølger, og fandt det ej tilstrækkelig Erstatning, at Valdemar havde givet ham den største Deel af Jylland i Len[1]. Underhandlingerne gik derfor hverken ud paa mere eller mindre end at tage Kong Valdemar af Dage, og sætte Buris paa Danmarks Trone. Sandsynligviis gik disse Underhandlinger gjennem Buris’s Halvbroder Orm, eller Stiffaderen Arne Kongsmaag. Det aftaltes, at Erling skulde indfinde sig i Danmark med en Flaade, medens Valdemar var paa et Tog mod Venderne, for med Buris’s Hjelp at overfalde ham og tage ham til Fange, naar han vendte tilbage fra dette. Erling begav sig derfor om Vaaren atter til sine Skibe, og sejlede med en betydelig Flaade, der dog ikke bestod af Ledingsskibe, men af hans egne, Orm Kongsbroders og endeel Lendermænds vel bemandede Langskibe, sydover til Danmark. Der omtales ikke, hvad Forholdsregler han tog mod Olaf Ugæva, men sandsynligviis lod han flere Lendermænd blive tilbage for at holde Øie med ham, og meente desuden vel, at naar han først havde faaet Bugt med den mægtige Danekonge, vilde den lille Oprørsflok i Norge vorde let at bekæmpe. Valdemar tiltraadte Vendertoget om Sommeren, fornemmelig mod de saakaldte Leutitier i Forpommern, og Wolgastingerne. Men da han var paa Vejen mod Leutitierne, fik han et Brev fra den saxiske Hertug Henrik Løve, hvori Buris’s Forræderi aabenbaredes, med Tilføjende, at Kongen selv kunde overbevise sig om Sandheden af denne Angivelse, hvis han paa sit Tilbagetog mødte den norske Flaade. Valdemar behøvede ikke engang at oppebie dette Beviis, thi saa godt som paa samme Tid opsnappede hans Mænd et Brev fra Norge, rimeligviis til Buris, der tydeligen lagde Forræderiet for Dagen[2], og da han i al Stilhed raadførte sig med nogle faa Fortrolige herom, fik han af Biskop Tuke i Børglum at vide, at Buris havde taget sine Mænd i Ed paa at følge ham i eet og alt, hvad han saa tog sig til. Uden forøvrigt at lade sig merke med noget, skyndte han sig med sin hele Flaade tilbage, først til Ostrosna (det vestlige af Usedom), og siden over til Vordingborg. Her, i sit eget Land, hvor han var sikker
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/38
Denne siden er korrekturlest
20
Magnus Erlingssøn.
