Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/381

Denne siden er korrekturlest
363
1200. Bondeopstand i Viken.

men, berettede hvad der var paa Færde, og opfordrede Borgerne og Kjøbmændene til at staa ham bi, især da det nu gjaldt at forsvare deres egen Ejendom og Frihed. Alle lovede at gjøre deres bedste, hvorpaa den hele forsamlede Mængde blev fordeelt i bestemte Tropper, og fik Befaling at spise til Aften, for at være rede og møde frem, saasnart de hørte Krigsluren. Der blev ogsaa udstillet Vagter til Hest paa alle Kanter, medens Borgerne og Kjøbmændene bragte deres Gods i Sikkerhed i Kirkerne. Seent om Kvelden lod Kongen anden Gang blæse i Luren. Da hele Hæren var samlet ude paa Isen, lod han den gaa over til Akershagen, og for det første blive liggende der; selv red han med nogle Folk ud ad Vejen vest over, for at see, om Bønderne kom, og udspejde hvad de toge sig for. Han mødte dem allerede ved Solanger[1], hvor der laa en stor Hær ude paa Isen og Anførerne holdt Raad. Kongen steg af Hesten oppe i Bakken, gik selv i al Stilhed ned til Isen, og lyttede efter, hvad Bønderne sagde, derpaa steg han atter til Hest, og vendte tilbage over Isen, udenfor Akersneset, til det Sted, hvor hans Skibe laa; der blev han en Stund, for at give en Deel nødvendige Befalinger, og begav sig derpaa tilbage til Hæren, som han nu lod opstille sig mellem den lille Ø Snælda[2] og Fastlandet. Det var da næsten Dag. (6te Marts). Han lod nu paabyde Stilhed, og talte saaledes: „Her er nu en betydelig Styrke forsamlet, men vi trænge dog lige fuldt til den almægtige Guds Bistand. En Oprørsflok har samlet sig af Theler og Markemænd[3], men jeg haaber dog at den nu allerede har vendt tilbage. Er ellers alt dette vore Mænd, eller ere nogle af Bønderne komne iblandt dem?“ Der svaredes, at alle sammen var deres egne Folk. „Det gjelder,“ vedblev Kongen, „at passe paa vore Skibe, og alle Mand skulle derfor skiftes til at vække Isen for dem.“ Men han havde neppe udtalt, førend der kom en Mand løbende og meldte, at en ny Hær kom dragende frem fra den anden Kant over Langemosen og Rygenbjergene: den bestod af Bønderne fra Østlandet lige fra Svinesund[4],

  1. Et Sted af dette Navn findes ikke nu ved Strandvejen, men af Beretningen seer man noksom, at det maa være at søge enten i Vekkerø-Kilen, eller ved Lysaker, hvor der endnu er en Gaard, kaldet Solerud, eller ved Slæbene. Snarest skulde man efter Afstanden tænke paa Lysaker.
  2. Denne Ø, der endnu viser sig omflydt paa de ældste Grundtegninger over Christiania, er nu bleven landfast med Bordtomterne; det er den, paa hvilken Kranen staar.
  3. Herved kan ej forstaaes Folk fra Marker ved den svenske Grændse, men kun Mænd fra Skovegnene i Grenafylke, Vestfold m. m., eller maaskee og at Kongen ved „Theler og Markemænd“ kun har meent „Thelemarksmænd,“ uden i den Hast at udtrykke sig ganske nøjagtigt; der var, som man seer, ogsaa Vestfoldinger og andre Folk fra de Egne med.
  4. At de vare heelt fra Svinesund, siges udtrykkeligt i Sverres Saga Cap.