bestige Bjerget. Nogle holdt sig til Kjørevejen, andre derimod kløv op ad saa bratte Skrenter, at man let kunde staa paa Knæ med den ene Fod, medens man stod oprejst med den anden. Stillingen kunde ikke være ufordeelagtigere. Bønderne, der stode ovenfor, benyttede sig deraf, raabte Hærskrig, løb frem paa Bjerget, og sendte Pile og Spyd i Mængdeviis ned over Birkebeinernes Hoveder, medens de, der stode længer vestover, paa Højden, endog kunde skyde dem i Ryggen. Vejen selv var ikke bredere, end at i det højeste fem kunde gaa jevnsides, og dertil brat. Mange af Birkebeinerne bleve saarede, og nogle faldt, blandt dem den som bar Merket. Bønderne søgte at faa det fat, og det blev en haard Kamp, førend det lykkedes Birkebeinerne at faa det tilbage. At komme op paa Højden var dem en Umulighed, og de maatte tage Flugten. Dette skede endog i saadan Skynding, at de, som stode øverst, styrtede ned paa dem, der stode nedenfor, og de faldt over hinanden i Bakkerne. Imidlertid vovede dog ikke Bønderne at forfølge dem, da de saa Birkebeinernes Hovedhær nærme sig. Sverre red hen mod de flygtende, og skammede dem ud. „Tvi vorde eder“, sagde han, „som rende her, saa at den ene ligger over den anden, see I da ej, at ingen forfølger eder?“ Han lod blæse hele Hæren tilbage til Martestokke, og det viste sig nu, at der paa Rygenbergene kun var faldt 17 Mand, men alle sammen Hirdmænd, og mange vare saarede. Kongen søgte, saa godt han kunde, at sætte Mod i sine Folk. „Værer ved godt Mod, gode Halse“, sagde han, „skjønt vi have faaet nogle Slag; sligt treffer ofte paa Søen, sagde Selen, blev skudt i Øjet. Den Fordeel, Bønderne kunne vente over os, have de nu allerede faaet, og nu er den Drøm gaaen i Opfyldelse, som jeg drømte i Nat, nemlig at jeg ejede en Bog, saa stor sat den naaede over hele Landet, men med ganske løse Blade, og at eet Læg af den var bortstjaalet; det betegnede at Bønderne nu have taget mine Mænd. Men ræddes ej for Bøndernes Hær; jo flere de ere tilhobe, jo værre Ufærd skulle de faa“. Han gav derpaa Befaling til at stevne op efter Vejen og bestige Bjerget, hvor det var lavere, lidt længer mod Øst. De vare imidlertid ikke komne langt op, førend de saa Bondehæren imod Nordvest; den strakte sig nu lige til Søen, saa tæt, som om man saa i en Skov. Kongen besluttede at ile imod den, men lod sine Sønner Sigurd og Haakon med deres Tropper blive tilbage paa Martestokke for at hindre Østlændingerne oppe paa Rugenbjergene fra at falde ham i Ryggen. Da Kongen kom til Broen over Frysja[1], fandt han den modsatte Bred saa sterkt besat af Bønderne, at han ikke kunde komme over; efter at have vexlet endeel Skud med dem, hvorved flere bleve saarede,
- ↑ Sandsynligviis Broen ved Nedre-Fos.
