Peter og en Deel andre Vejen ovenfor Nonneseter, og ned paa Isen til Kongen. Bønderne kunde ikke godt med at forfølge de flygtende, men behagede sig des mere i at drive hobeviis om i Gaderne, og bestemte allerede hvor de vilde holde Drikkelag om Aftenen. De gik ogsaa ned til Kongens Skibe, som nogle strax vilde sætte Ild paa, men heldigviis blev der intet heraf, da flere indvendte at det var Synd at tilintetgjøre saa herlige Sager, der nu tilhørte dem som Krigsbytte. Endelig begave de sig ud af Byen paa den anden Kant, og stillede sig i Fylking udenfor Nonneseter. Da Sverre saa det, opmuntrede han sine Mænd til at hevne det Nederlag, de samme Bønder havde tilføjet dem om Morgenen; nu havde de ikke længer Fordelen af at staa saa meget højere, og man behøvede ikke at klyve op ad Bjerg for at komme til dem. Birkebeinerne vare strax rede. Bønderne gjorde i Førstningen haardnakket Modstand, men maatte omsider vige, og flygtede nordenfor Byen op til Vaakeberg[1], forfulgte af Kongesønnen Haakon, der nedlagde mange af dem. Sverre tog selv Vejen gjennem de smale „Geiler“ ved Skomagerboderne, lige til han naaede Hallvardskirken, af hvilken nu Sigurd Lavard og de øvrige Flygtninger kom ud. Kongen tog heel unaadigt imod dem, især imod Sigurd, der fik høre meget ilde; det var kun liden Udsigt, meente Kongen, til at Birkebeinerne i ham vilde faa nogen god Høvding, naar han saaledes vanslægtede fra sine Forfædre; han anvendte den gamle Skalds Ord „ulig er du dine Forfædre, de som fordum fremdjerve vare.“ „Og I Birkebeiner,“ sagde han, „ligne ikke de gamle Birkebeiner, der hjalp mig at vinde Landet fra Kong Magnus; ikke jeg engang kunde gjøre dem tilpas i hine Slag, nogle meente at jeg var alt for forsigtig, de fleste endog at jeg var frygtsom, – skjønt rigtignok „sjelden den er kjek i Alderdommen, som i Ungdommen er modløs“[2]; – saa ofte vi derimod nu slaaes, er jeg altid først, og de ansees for hele Karle, som holde sig jevnsides ved mig: dem takker jeg for deres gode Hjelp, I derimod ere dem ulige; de have sejret, I derimod ladet eder jage; sætter nu raskt efter Bønderne og giv dem Bagslag, siden flinkere Folk end I have jaget dem paa Flugt!“ Med disse Ord forlod han Kirkegaarden, for at drage imod Bønderne paa Vaakeberg. Mange, hvem rimeligviis endnu nogen Skræk sad i Blodet, kyssede de Kirker, de kom forbi. Da Sverre saa det, kunde han ikke bare sig for at udbryde: „hvor dog I Birkebeiner nu ere blevne langt andægtigere end før; nu lader det til at I skulle kysse hver Kirke, I
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/386
Denne siden er korrekturlest
368
Sverre Sigurdssøn.
