Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/387

Denne siden er korrekturlest
369
1200. Bøndernes Nederlag ved Oslo.

komme til, ellers pleje I som oftest at agte Kirkerne lidet nok.“ Kongen tog Vejen op gjennem Smaagaderne, hvor hans Mænd fik en heel Deel Bønder fat. De, der stode paa Vaakeberg, forsøgte vel at sætte sig til Modværge, men toge snart Flugten, idet mange endog kastede Skjoldene fra sig, for at komme desto hurtigere afsted. Dette gjorde at Antallet af deres Faldne ej stod i noget Forhold til Mængden; imidlertid faldt dog en heel Deel, og mange af Ligene bleve ikke fundne førend ud paa Vaaren, da Sneen gik af.

Endnu engang lod Sverre blæse sit hele Mandskab sammen paa Martestokke, hvor han gav alle Mand Befaling til at sætte sig ned og hvile, medens der sendtes Folk ned til Byen for at hente Mad og Drikke. Dette var ved Noons Tid (Kl. 3); mange af de saarede benyttede sig af Hvilen til at forbinde deres Saar. Men Hvilen blev kun kort. Over i Akershagen saa man hvorledes de flygtende Bondehobe efterhaanden kom sammen fra alle Kanter, indtil de tilsidst dannede en anseelig Hær nede ved Iiskanten. En Stund var det uvist, hvad Bønderne havde i Sinde, thi de raadsloge om hvad der var at gjøre, og nogle, som allerede havde faaet nok af Kampen, vilde hjem igjen. Men de mere haardnakkede vilde endnu prøve en Dyst, da Birkebeinerne, som de sagde, nu vistnok vare saa trætte og saarede, og have lidt saa stort Folketab, at det var en let Sag at faa Bugt med dem. De undrede sig meget over at det ej var faldet nogen ind at dræbe Kongen, da han, som de syntes, red saa dumdristigt ind paa dem; men denne Gang, sagde de, skulde de passe hedre paa, saa at han ej skulde komme levende derfra. Enhver lovede Anførerne med Haand og Mund, at han ikke skulde rende fra de andre: nu gjaldt det at bruge sig, thi hvis Birkebeinerne fik Overhaand, var det forbi med deres Frihed. Derpaa stillede de sig i Fylking, bestemte nogle til alene at dække de øvrige med deres Skjolde, andre til at hugge, atter andre til at stikke, og satte Bueskytterne for sig selv. Birkebeinerne skjønnede tydeligt, at Bønderne atter beredede sig til Kamp. „Det viser sig“ sagde Kongen, „at Ordsproget har Ret, som siger, at seent tryter den som værst Sag har; vi faa nu nok endnu engang give os ifærd med dem, og lade dem smage samme Kost som før, saa at de heller ønske sig hjem, end i Kamp med os Birkebeiner; det er bedst at kaste Kanden og Kliningen, og lade som om vi vare ganske ferske i Striden.“ Derpaa lod han støde i Luren, og førte sine Folk ned paa Isen. Birkebeinerne faldt heftigt an, og Bønderne gjorde virkelig i Førstningen kjek Modstand. Kongen red dog, som forhen, lige hen til deres Fylking, og søgte snart at hugge ind paa et Sted, snart paa et andet. Bønderne kjendte ham godt, og opmuntrede hinanden til at fælde ham, som de havde aftalt. „Stik ham, hug ham, dræb ham, fæld Hesten under